KRARUPS NSTEKRLIGED (Information, 16.2.2002)

Af Niels K. Petersen
Medlem af Minoritetspartiets hovedbesyrelse

Sren Krarups tankegang fremstr ganske selvmodsigende i interviewet d. 9.2. Hvor Krarup sledes er habil nok til at se splinten i den kulturradikales je, overser han ganske bjlken i sit eget, nr han ophjer kristendommen og nationen til alternativer til de totalitre tendenser, han ser i bl.a. menneskerettighederne.

Menneskerettighederne er for ham noget abstrakt, en "skinvirkelighed", mens derimod Gud, folket og nationen er konkreter, man er fdt ind i. Hvor ville det dog vre rart, hvis den gode Krarup kunne vise os sin gud, sit folk og sin nation, sdan helt konkret, for jeg har alts umdelig svrt ved at opfatte og opleve dem som andet end noget abstrakt. Videre har historien s mange gange vist os, at netop strrelser som guden, folket og nationen kan fre til grusomheder og diktatur, s hvorfor skulle ikke ogs Krarups gud, folk og nation kunne gre det?

Nr jeg s foretrkker menneskerettighederne, skyldes det smnd ikke, at jeg "tror" p dem. For det gr jeg ikke, men jeg mener, at der historisk har vist sig at vre behov for at stipulere nogle minimumskrav til, hvordan det er anstndigt at behandle andre mennesker. Menneskerettighederne som de f.eks. er formuleret i Verdenserklringen fra 1948 er for mig at se et fornuftigt udgangspunkt for et sdant st af minimumsregler for anstndighed.

At det overhovedet er ndvendigt at fremstte spilleregler for mellemmenneskelig anstndighed er for s vidt srgeligt, men jeg finder kun behovet bekrftet, nr jeg lser Krarups ejendommelige udlgning af lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Det kan naturligvis vre et fejlcitat, men der str da (gud hjlpe mig, havde jeg nr sagt) om prsten og levitten, at "de har jo andre og hjere ting i hovedet end at hjlpe det stakkels menneske i vejkanten." Er det ogs det, Krarup har, nr han beklager sig over, at andre ikke stiltiende kan acceptere nd og grusomhed rundt om i verden, men gerne vil give en hnd med?