|
WWW.MINORITETSPARTIET.DK |
|
DEN TREDJE VEJ I UDLÆNDINGEDEBATTEN? (Politiken, 29.5.2002)
Af
Rune Engelbreth Larsen
I artiklen "De progressive har svigtet" (Politiken, 25. maj) opdeler Michael Jarlner, Adam Holm og Per Michael Jespersen aktørerne i udlændingedebatten i to grupper, henholdsvis "de fremmedfjendske", som siger "nej tak til det hele, når det gælder muslimer", og "de såkaldt progressive", som siger "ja tak til det hele, når det gælder den islamiske kultur".
Overdrivelser er OK i debattens interesse, men denne dualisme, ifølge hvilken disse "yderpoler" skulle dominere udlændingedebatten, er mere end misvisende. Kendsgerningen er, at med undtagelse af Glistrup og Den Danske Forening i den ene lejr og Hizb-ut-Tahrir & Co. i den anden, eksisterer ingen af disse to grupper i dansk politik. Godt nok er Dansk Folkeparti meget tæt på beskrivelsen af de fremmedfjendske, som siger "nej tak til det hele", men dér efter ophører også karakteristikkens validitet, og på den baggrund er det helt ude af proportioner at tale om det "skrigende" behov for en "tredje stemme" i debatten.
Jeg har efterhånden nogen erfaring i debatten, men har aldrig nogen sinde mødt én eneste af de "såkaldt progressive" i dansk politik, som f.eks. skulle sige "ja tak" til at lade dansk lovgivning være baseret på sharia, eller sige "ja tak" til de såkaldte æresdrab, tvangsægteskaber eller stening af utro kvinder. Ikke én. Og her går jeg slet ikke ind i den ellers afgørende nuancering af, hvor lidt eller meget disse marginale fænomener har med hvilke dele af islam at gøre.
En "progressiv" fløj i dansk politik, som siger "ja tak til det hele" er slet og ret ikke-eksisterende. Det gør selvfølgelig ikke en "tredje vej", som Jarlner, Holm og Jespersen gerne vil lancere, der "siger ja til det multikulturelle samfund, men nej til det kulturrelativistiske samfund", mindre velkommen blandt de alt for få, som kæmper for den multikulturelle samfundsudvikling - jeg tror blot ikke, den er så meget "tredje", som ophavsmændene synes at mene.
På den fløj, som i dag tør sige ja tak til den multikulturelle samfundsudvikling, er der nemlig mig bekendt heller ingen, der går ind for et "kulturrelativistisk samfund". Ikke én - og jeg mener at kunne sige det med en vis vægt, eftersom jeg selv betragter mig som kulturrelativist.
Men hvad er "kulturrelativisme"? En teori. Det kan aldrig nogen sinde blive en ideologi - og forskellen er altafgørende. Kulturrelativismen er blot en teori, som hævder, at der ikke gives endegyldige objektive beviser for værdier. Men at gøre kulturrelativisme til værdiggrundlag eller kæmpe for et "kulturrelativistisk samfund" ville være helt hen i vejret, eftersom ethvert samfund, alle værdier og al lovgivning i sig selv er et valg af værdier og normer og dermed et fravalg af andre. Og ikke blot ville det altså være hen i vejret - ingen gør det.
Der er med andre ord intet dilemma i f.eks. at kæmpe hårdnakket for humanistiske værdier, men samtidig være kulturrelativist, idet man erkender, at disse så lidt som andre værdier kan hævde absolut gyldighed. Man kan jo sagtens selv vælge, hvilke værdier man ønsker fremmet og finder hensigtsmæssige uden at falde i absolutisternes grøft, som partout gentager fundamentalisters krav om, at det, man selv kæmper for, er eviggyldigt. Tværtimod er det besindelsen på relativismen, der adskiller en eventuel "tredje vej" i debatten fra yderlighederne, fordi den netop i modsætning til fundamentalisterne afviser at nogen er indehaver af "Sandheden, vejen og livet", men derimod mere ydmygt blot leder efter et samspil, hvor de mange patentsandheder (religiøse og politiske) kan sameksistere rimeligt omgængeligt.
Myten om, at alle, der siger noget negativt om indvandrere, skulle blive stemplet som "racister", medtager Jarlner, Holm og Jespersen desværre også, selv om den jo netop er en af højrefløjens veliscenesatte løgne. For hånden på hjertet - hvis der er nogen, som stigmatiseres af den altovervejende, nypolitiske intolerante korrekthed, er det dem, som vover at forsvare muslimernes rettigheder - og de udgør ærlig talt et forsvindende mindretal i den offentlige debat.
Når dette er sagt, står det væsentlige og afgørende forhold tilbage i artiklen: Hvordan skal progressive kræfter forholde sig til "reaktionære normer", kvindeundertrykkelse, fundamentalisme osv., og hvad skal vi, der ønsker et multikulturelt samfund, egentlig stille op?
Selvfølgelig skal vi afvise at lade en religion få forrang i lovgivningen, hvad enten det er kristendom eller islam, og selvfølgelig skal vi bekæmpe al religiøs (og politisk!) tvang, hvad enten der er tale om f.eks. at tvinge kvinder til at bære slør, eller tvinge dem til ikke at bære det. Vi skal respektere forskelligheden. Mennesker skal kunne vælge, hvordan de lever - det er f.eks. ikke mere "progressivt" at være karrierekvinde, end det er at være hjemmegående husmor, hvad enten man har dansk eller udenlandsk baggrund, men vi skal optimere sandsynligheden for, at alle valg i videst muligt omfang er frivillige.
Fremtidens fløje i dansk udlændingepolitik kommer i mine øjne til at stå imellem dem, som ønsker diskrimination, og dem, som ønsker 100 procent antidiskrimination. Jeg hører til i den sidste kategori, men tror og håber, at den også inkluderer Jarlner, Holm og Jespersen. Men derfor modsætter jeg mig f.eks. netop også DEN type "progressive", der som Naser Khader, Karen Jespersen og Holger K. Nielsen i vekslende udstrækning slår til lyd for diskrimination, men pakker det ind i pseudohumanistisk "progressivitet".
Det er ikke vejen frem for integrationen at diskriminere etniske minoriteter, heller ikke selv om man ikke diskriminerer lige så meget som f.eks. Dansk Folkeparti. Diskrimination er diskrimination, og hvis integrationen skal lykkes, skal vi sikre, at SAMTLIGE samfundsborgere får nøjagtigt samme rettigheder, samme sociale ydelser, samme straffe for kriminelle handlinger, at deres børn ikke skal tvangsinstitutionaliseres, og at ingen skal tvinges til at sværge en ed over Grundloven osv.
Imidlertid er kræfter både i Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og SF slået ind på denne glidebane - og det er netop glidebanen i retning af diskrimination, som er den afgørende faktor i den marginalisering af etniske minoriteter, der får flere og flere af dem til at vende det danske samfund ryggen.
Lad os bekæmpe dogmatisk ensretning i alle lejre - første skridt på den vej er en bekæmpelse af diskrimination. Jeg ved ikke, om det er den "anden" eller "tredje vej", men jeg tror, at det er en nødvendig vej, hvis den gensidige tolerance befolkningsgrupper imellem skal lykkes på længere sigt.
|