|
WWW.MINORITETSPARTIET.DK |
|
EN STEMME TIL DE UDSTØDTE (Ekstra Bladet, 13.6.2002)
Af
Rune Engelbreth Larsen
Minoritetspartiet har indsamlet 62.946 vælgererklæringer fra partiets
stiftelse, Grundlovsdag 2000 til medio maj 2002. Heraf bliver 21.000, der er
godkendt af folkeregistrene og sendt retur af vælgerne, afleveret i
Indenrigsministeriet fredag den 14. juni, kl. 14. Dermed lykkedes det os at
komme igennem det voldsomt bureaukratiske, omkostningskrævende og
udemokratiske cirkus, hvorved de etablerede partier forsøger at forhindre
nye partier i at opstille – Minoritetspartiet er med andre ord på
stemmesedlen til det næste folketingsvalg.
For det første fordi Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti promoverer en
nationalisme, etnisk udrensning og propagandistisk polemik og således i et
og alt udgør den absolutte modpol til den humanisme, som Minoritetspartiet
repræsenterer.
For det andet fordi Venstres og Det Konservative Folkepartis oprustning af
politiets magtmidler og deres stimulering af finanselitens økonomiske
grådighed gør dem til de fremmeste fortalere for en øget statsmagt og
egoisme, der er helt uforenelig med de frihedsrettigheder og den
humanistiske individualisme, som Minoritetspartiet repræsenterer.
For det tredje fordi Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres hykleriske
hyldest til menneskerettigheder og etnisk ligestilling, som de i praksis har
været de første til at udhule og underminere, er Christiansborgs
skoleeksempel på den dobbeltmoral, som Minoritetspartiet ønsker at komme til
livs i dansk politik.
For det fjerde fordi Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne trods en
vis kritik af diskriminerende tiltag har stemt for stort set alle
stramninger, der har ramt arbejdsløse og etniske minoriteter, og i øvrigt
repræsenterer snævre, henholdsvis religiøse og økonomiske særinteresser,
hvilket er uforeneligt med Minoritetspartiets fokus på medmenneskeligt
ligeværd i en multikulturel samfundsudvikling.
Og for det femte fordi Socialistisk Folkeparti er i gang med at sælge ud af
princippet om gennemført antidiskrimination, mens de i lighed med
Enhedslisten er ideologisk bundet til socialismens romantisering af en
forældet opfattelse af arbejderklassen, i hvis navn flertallet af det 20.
århundredes forbrydelser imod menneskeheden har udspillet sig. Socialismen
kan derfor hverken ideologisk eller strategisk være katalysator for en
samling af den kulturelt brede og individuelt varierede vifte af udstødte i
det 21. århundredes Danmark.
Minoritetspartiet går sine egne veje og præsenterer et selvstændigt bud på
et alternativ til de etablerede partier, hvis konkrete sammensætning og
ideologiske grundlag er helt sit eget i dansk politik.
Minoritetspartiet er det eneste parti, som har sit direkte ideologiske
udgangspunkt i humanismen, og i overensstemmelse med humanismens respekt for
hvert enkelt menneskes særegenhed er Minoritetspartiet endvidere det eneste
parti, hvis vedtægter sikrer, at interne mindretal ikke kan undertrykkes af
partidisciplin. Minoritetspartiet er desuden det eneste
opstillingsberettigede parti, som går ind for borgerløn, der i vore øjne er
en uundværlig forudsætning for et humanistisk retssamfund.
Minoritetspartiet vil kæmpe for kulturel, religiøs og etnisk mangfoldighed,
social retfærdighed og lige rettigheder for alle med tilhørsforhold til
Danmark. Vi vil forene trængte mennesker og minoriteter i gensidig
forståelse, frihed til forskellighed og et fælles kulturopgør – fra
indvandrere og flygtninge over ældre og syge til tvangsaktiverede, fattige
og andre umyndiggjorte.
Vi vil prioritere retssikkerhed, miljøforbedringer og unionsmodstand højt,
bekæmpe tvangsaktivering, kræve boligret indført med midlertidig husning i
tomme erhvervslokaler, afskaffe værnepligten og sætte fokus på barnets tarv
i stedet for vilkårlige tvangsfjernelser.
Og vi vil ikke mindst prioritere antidiskrimination meget højt. Det er på
tide at gøre klart og kontant op med opdelingen af samfundsborgere
i »danskere« og »indvandrere« – i sidste ende er vi alle indvandret i denne
verden, og vi er alle lige meget mennesker, uanset hvilken grænsedragning vi
tilfældigvis er dumpet ned bag ved.
Vi vil derfor også benytte alle tilgængelige kanaler, internationale
institutioner og retslige tiltag og gå til lovens alleryderste grænser for
at komme Dansk Folkeparti og lignende bevægelser til livs.
Minoritetspartiet vil vise det politiske establishment, at ikke alle apatisk
driver med strømmen, men at det politiske pendul kan og vil begynde at
svinge den modsatte vej, og at grobunden for en humanistisk modoffensiv
allerede er en begyndende realitet.
Vi stikker os ikke blår i øjnene, men ved, at dette bliver særdeles svært.
Det er imidlertid ikke bare et forsøg værd – det er slet og ret nødvendigt,
hvis nogen forandring skal indfinde sig.
Vi ved godt, at et humanistisk kulturopgør ikke er fuldendt i morgen. Vi ved
også, at hvis det skal lykkes at præge den politiske udvikling markant,
lykkes det naturligvis heller ikke i løbet af et valg eller to – men hvem
ved, måske i løbet af fire eller fem. Det er lange udsigter, men kun
populister kan håbe på kortsigtet medløb. Vi andre har ikke andet end en
lang og hård kamp op ad bakke foran os – så nej, der er ikke udsigt til, at
et humanistisk kursskifte kan fuldendes i morgen.
Men der er udsigt til, at det kan begynde i dag.
|