EN UTÅLELIG RETSTILSTAND (Nordjyske Stiftstidende, 25.9.2002)

Af Carsten Korsar
Medlem af Minoritetspartiet

Kan fanger i danske fængsler udsættes for en hvilken som helst behandling - uden offentligheden kan få indblik i hvad der foregår?

Dette spørgsmål rejser en afgørelse, truffet for få dage siden af Folketingets ombudsmand. Afgørelsen giver Direktoratet for Kriminalforsorgen (fængselsvæsnet) medhold i, at det ikke behøver at give journalister aktindsigt i dødsårsagerne hos tre medicinsk kastrerede af i alt nitten, som - med fængselsvæsnets eget ordvalg - "er udgået af behandling".

Det vil sige, at mortaliteten (dødshyppigheden) blandt de kastrerede - alt efter beregningsgrundlaget - ligger på ca. 7 procent, mens den i den tilsvarende mandlige normalgruppe er ca. 0,1 promille. Forklaringen herpå er, at et af de præparater, som anvendes, har fire såkaldte kontraindikationer, hvoraf to kan være dødelige - nemlig blodpropper og leverkræft.

Afgørelsen er truffet i medfør af Offentlighedslovens § 2, der - ifølge ombudsmandens fortolkning - som udgangspunkt ikke omfatter sager indenfor strafferetsplejen. Efter det jeg har fået oplyst, blev denne bestemmelse indført for at undgå, at journalister kunne søge aktindsigt i verserende straffesager. Naturligvis for at hindre tiltalte i at gøre sig bekendt med forhold, som denne kunne anvende eller misbruge i endnu uafsluttede straffesager. Rimeligheden heri er i høj grad diskutabel, men er ikke emnet for dette indlæg.

Ombudsmandens afgørelse fastsætter en retstilstand, som jeg finder utålelig for et åbent demokrati, som prætenderer at være retssamfund, og vil kun kunne ændres ved at fremme sagen ved en domstol efter Grundlovens § 63. Det forudsætter imidlertid at den eventuelle sagsøger har den nødvendige økonomi, eller at pågældende kan få bevilget fri proces i Procesbevillingsnævnet. I betragtning af hvad der står på spil for de skiftende, politisk ansvarlige ministre, flertallet af Folketingets partier og dele af centraladministrationen, forekommer den sidste mulighed som temmelig udsigtsløs.

Denne lægelige praksis, som jeg vægrer mig ved at kalde en behandling, blev iværksat egenhændigt af en fængselsoverlæge på Anstalten ved Herstedvester i 1989, og blåstemplet i 1997 af et overvældende flertal af Folketingets partier ved en udvidelse af adgangen til at idømme den tidsubestemte sanktion, forvaring. Eller - som det kaldes i Straffelovens 9. kapitel - en anden retsfølge af den strafbare handling. Udvidelsen indebar, at flere sædelighedskriminelle, som et vilkår for prøveudskrivning af forvaring måtte acceptere medicinsk kastration.

Overlægen tog senere sin afsked, efter min vurdering for at undgå en tjenestemandssag, efter at det blev fastslået, at hun forud for Folketingets behandling af lovforslaget i 1996-97 havde afgivet urigtige og vildledende oplysninger til Justitsministeriet om antallet af medicinsk kastrerede og behandlingens karakter.

Til forståelse af sagen bør det huskes, at ombudsmanden er Folketingets ombudsmand. Det vil sige, at han i sin virksomhed er afhængig af Folketingets accept af denne virksomhed. Folketingets medlemmer vælger og genvælger ombudsmanden ved folketingsamlingens begyndelse hvert år i oktober måned. Det sætter, uanset hvad man ellers måtte mene om ombudsmanden som institution, en begrænsning for institutionens uafhængighed.

Ombudsmandsloven har sit afsæt i Grundloven, og blev til efter en tilsvarende svensk lovs forbillede. Men den svenske lov er lang mere vidtgående end den danske. Fortolkningerne af årsagerne er meget forskellige - alt efter fortolkernes politiske og samfundsmæssige interesser. Eksempelvis kan den svenske ombudsmand egenhændigt gå ind og gøre hvilken som helst del af administrationen strafansvarlig.

Der er flere betænkelige forhold i denne sag for et samfund som det danske. Af pladsmæssige grunde skal kun to nævnes: For det første blindes det demokratiske samfunds øjne, nemlig den frie presse. For det andet gøres retstilstanden afhængig af på den ene side økonomisk formåen, og på den anden side Procesbevillingsnævnets velvilje og reelle uafhængighed af centraladministrationen og de til enhver tid politisk ansvarlige.

Hvor længe vil vi leve med det?