EN UTÅLELIG RETSTILSTAND (Nordjyske Stiftstidende, 14.10.2002)

Af Carsten Korsar
formand for Minoritetspartiets afsoningspolitiske udvalg
Straf kontra sundhed

Tidligere fængselslæge Knud Wilson kommenterede 8.10. her i avisen et af mine indlæg (En utålelig retstilstand). Jeg erindrer meget vel de tre fyringer af kritiske fængselslæger, som han omtaler. Baggrunden for disse var det etiske dilemma, som ofte opstår når hensynet til patienten skal vægtes mod de såkaldte pønale hensyn, dvs. hensynet til straffuldbyrdelsen.

Det er helt korrekt, når Knud Wilson anfører at juristerne altid trækker det længste strå i dette dilemma. Sådan har det altid været i de over 20 år, hvor jeg har beskæftiget mig med fængselsvæsnet. I den tid har intet som helst forandret sig. En væsentlig del af forklaringen findes i det magtfulde Dansk Fængselsforbund, som er bevogtningspersonalets faglige organisation.

Bevogtningspersonalet udgør selve grundstammen i fængselsvæsnets personale, og er selvfølgelig den mest talrige. Forenklet udtrykt bliver der ikke drejet én eneste nøgle i fængselsvæsnet uden denne gruppes accept. Dette er juristerne meget bevidste om, og er derfor nødt til afpasse deres holdninger og handlinger derefter. Den tid er for længst forbi, hvor loyale tjenestemænd uden unødigt ophold blot efterkom enhver given ordre. For 20 år siden tvang bevogtningspersonalet netop den daværende direktør for Kriminalforsorgen, Hans Henrik Brydensholdt til at gå af, og i marts måned i år tog fængselsinspektør Ole Hansen, Vestre Fængsel, sin afsked på grund af bevogtningspersonalets idelige chikane gennem lang tid.

I det daglige kan konflikten mellem lægelige hensyn og pønale hensyn opstå, når en fange skal udstå disciplinærstraffe i enerum, og lægen ikke skønner dette forsvarligt af f.eks. psykiske årsager. En del fanger bærer rundt på eftervirkninger af opholdet i varetægtsfængsling i isolation. Der er stor individuel forskel på hvornår disse eftervirkninger opstår - det kan være efter 14 dage eller 14 uger.

Eller konflikten kan opstå når fængselslægen erklærer en fange uegnet til at opfylde arbejdspligten i fængslet, f.eks. på grund af sygdom. Bevogtningspersonalet vil i de fleste tilfælde opfatte dette som et forsøg på at unddrage sig arbejdspligten, som det anser for at være en del af straffuldbyrdelsen, og det anser gennemførelse heraf for at være en af dets opgaver.

Konflikten mellem de to hensyn er indenfor de senere år blevet yderligere accentueret af Danmarks ratifikation af forskellige internationale konventioner, hvoraf nogle har fået samme gyldighed som dansk lov, f.eks. De europæiske Fængselsregler. Denne foreskriver at fanger har krav på lægelige behandling i samme udstrækning som andre borgere, og på samme niveau. Efter min vurdering er det imidlertid kun smuk, human staffage.

Fyringerne af de tre fængselslæger betød en intimidering af det øvrige lægelige personale i særdeleshed, og sundhedspersonalet i almindelighed, og satte dette i et nyt dilemma: Det skulle vægte hensynet til de læge-etiske fordringer mod de konkrete arbejdsbetingelser på den ene side, og hensynet til deres patienter på den anden side. At det er et uløseligt dilemma for de fleste, vil formentligt ikke kunne fremkalde undren hos mange.

Imidlertid opfattede ikke alle læger i fængselsvæsnet forholdene som dilemmatiske. Som faggruppe er de ligeså forskellige som alle andre. Og nogle vil tilsyneladende levere den vare, som fængselsvæsnet efterspørger. Der er næppe nogen grund til at antage, at læger, der har gode muligheder for at avancere i det almindelige sundhedsvæsen, vælger et område, der ikke rummer muligheder for avancement.

Dette, tillige med det faktum at fængselsvæsnets økonomiske rammer for sundhedsbehandlingen lægger nogle begrænsninger på behandlingsmulighederne, gør De europæiske Fængselsregler til smuk, human staffage. Når det skal vurderes om speciallægebehandling er fornøden, vil valget sædvanligvis falde ud til fordel for økonomien. Resten klarer fængselslægen på køkkenbordet i sygeafdelingen.

Til fuldstændig forståelse af denne problematik bør det huskes, at fanger af alle grupper i dette samfund er den, der har den dårligste sundhedstilstand, og narkomanerne den allerringeste.