|
WWW.MINORITETSPARTIET.DK |
|
POUL NYRUPS EFTERMÆLE (Information, 26.11.2002)
Af
Rune Engelbreth Larsen
Efter at Poul Nyrup måtte give fortabt over for den socialdemokratiske
partimaskines slagtekniv, har hans banemænd travlt med at forsikre ham selv
og os andre om, hvilken formidabel leder af partiet - og landet, for
resten - Nyrup har været, ja, intet mindre end »enestående i nyere historisk
tid« ifølge Mogens Lykketoft, der satser på at overtage formandsstolen og
allerede nu afviser, at det kun bliver som »overgangsfigur«.
Og sandt er det da også, at hvis man måler et menneskes, for ikke at sige en
statsleders præstation på, hvor dygtig vedkommende er til at skabe overskud
i regnskabet, så er Poul Nyrup Rasmussen en succes - men er det
succeskriteriet for en statsleder, at han er en god købmand? Eller er vi
ikke snarere ovre i helt, helt andre kategorier, når vi kigger på indsatsen
i et samfund, der vel burde være karakteriseret af andet og mere end banal
økonomi?
Jeg vil mene det sidste. Derfor er det at overskride grænsen til det bevidst
uvederhæftige, når Lykketoft om sin tidligere fælle - den Nyrup, han
forventer at afløse - over for Ritzau påstår: »Jeg kender ikke noget
menneske, som har lagt så stor en del af sit daglige arbejde i at prøve at
få det her samfund til at fungere bedre til gavn for dem som er svagest.«
Hvem kan karakterisere den slags som andet end uforbederligt vrøvl? Et langt
synderegister af diskrimination over for netop de svageste grupper er det
eftermæle, Nyrup efterlader sig - og det til trods for en god økonomi, der
så indlysende burde have været kommet netop de svageste grupper til gavn!
Med lanceringen af jernhårde Thorkild Simonsen og den endnu hårdere Karen
Jespersen har Nyrup forestået en klapjagt på især etniske minoriteter og
tvangsaktiverede. En klapjagt, der indebærer at barbere rettighederne fra
kontanthjælpsmodtagerne og reducere dem til umyndiggjorte løntrykkere,
hvorved han leverede en foræring til den nuværende regerings
diskriminationspolitik, der let har kunnet stramme Nyrups patentskrue på
området yderligere. Tak for dét, Nyrup.
Enhver kan selvfølgelig skabe overskud på betalingsbelancen under ekstremt
gunstige vinde, og enhver kan hoppe på populismevognen og bidrage til
yderligere marginalisering af de trængte grupper i Danmark - flot. Men det
eneste enestående ved det er viljen til netop at undsige de trængte grupper,
som Nyrup i enestående grad har transformeret Socialdemokratiet til.
|