WWW.MINORITETSPARTIET.DK
KRONIKKER, ARTIKLER OG KOMMENTARER

BEDRE UDDANNELSE I FÆNGSLER (Nordjyske Stiftstidende, 30.12.2002)

Af Carsten Korsar
formand for Minoritetspartiets afsoningspolitiske udvalg

Det er hævet over en hver tvivl, at personalet i landets fængsler er hårdt trængt. Mange tvinges af arbejdsbetingede skader til at opgive fængselsvæsnet som arbejdsplads, og udsigten til dette får andre til at forlade det i tide. Fængselsbetjentenes faglige organisation, Dansk Fængselsforbund, har den sidste halve snes år peget på truslerne fra "negativt stærke fanger" som væsentligste årsag til frafaldet blandt dets yngre medlemmer. Men uden - blot tilnærmelsesvist - at have ført sandsynlighedsbevis for påstanden.

Der er flere grunde til utilfredshed med arbejdsforholdene blandt personalet i fængselsvæsnet. Frafaldet blandt særligt yngre fængselsbetjente må karakteriseres som betydeligt. I en såkaldt Klimaundersøgelse om tjenesteforholdene bemærkes det, at "Det er imidlertid monotont arbejde, manglende personlig og faglig udvikling samt utilfredshed med ledelsen, der i højere grad end det psykiske arbejdsmiljø fremmer negativ stemning".

Andre grunde til frafaldet kunne være den lave løn, forkerte udvælgelseskriterier blandt ansøgerne og de konservative holdninger blandt ældre kolleger til arbejdsopgaverne - og til fangerne. Den reserverede holdning, som findes mellem fanger og vogtere, er absolut gensidig!

Imidlertid er der behov for en forbedring af det psykiske arbejdsmiljø i fængslerne. Det gælder i forhold til både personalet og fangerne. Den kan kun tilvejebringes gennem en ændring af personalets uddannelse, der hovedsageligt består af 8 mdrs. teori og 3 års praktisk tjeneste, samt indførelse af adfærdskorrigerende træningsprogrammer (de såkaldte "cognitive skills"-programmer) for alle indsatte.

Fængselsvæsnets dilemma er, at hvis personalets uddannelse bliver "for god" - og dermed kan bruges andre steder - vil frafaldet fortsætte eller endda øges. De dygtigste vil uundgåeligt søge derhen, hvor løn og faglige udfordringer er størst, og hvor deres indsats på anden måde værdsættes i højere grad. Markedsmekanismerne - udbud og efterspørgsel - gør sig også gældende på dette område!

For nyligt udarbejdede fængselsvæsnets ledelse et såkaldt sparekatalog med henblik på at imødegå næste års truende budgetunderskud på hen mod 175 mio. kr. I en efterfølgende presseudtalelse fra personaleorganisationerne blev dette sparekatalog karakteriseret som "det mindst ringe". To af elementerne var besparelser på efteruddannelse af fængselsbetjentene og besparelser på cognitive skills-programmerne.

Altså netop to elementer, som på blot kort sigt kan være med til at nedbringe det kriminelle tilbagefald, også kaldet recidiv. Sparekataloget blev straks accepteret af regeringspartierne, men efterfølgende kritiseret af oppositionspartierne i det såkaldte Kriminalforsorgs-forlig, som ønskede flere økonomiske ressourcer til området.

Med mine mere end 20 års erfaring med fængsler og fanger kan jeg meget stærkt anbefale at disse ressourcer fortrinsvist anvendes til at styrke indsatsen på efteruddannelsesområdet for personalet, og behandlingsindsatsen overfor fangerne.

Gennem en opgradering af personalets faglige kvalifikationer vil dette kunne imødegå de negative sider af arbejdet i fængslerne. Det vil så at sige få frigjort flere ressourcer, som det kan bruge til at bearbejde bevidstheden om dets egen arbejdssituation. Desværre er denne sidegevinst ikke umiddelbart målelig for fængselsvæsnets "regnedrenge" - fordi den ikke kan indbudgetteres som tørre tal.

Det samme gør sig beklageligvis også gældende for træningsprogrammerne for fangerne. Den siddende regering mener tilsyneladende, at det mest velegnede middel til nedbringelse af kriminalitet er at skræmme nuværende og potentielle forbrydere med kummerlige afsoningsforhold.

Men den, der sår vind, høster storm! Måske opnår regeringen at skræmme de allersvageste, men andre vil blive endnu mere forhærdede og uopnåelige. Er det den udvikling vi ønsker i Danmark?

TILBAGE TIL OVERSIGTENTILBAGE TIL HOVEDSIDEN