|
WWW.MINORITETSPARTIET.DK |
|
HVAD ER INTEGRATION? (Information, 18.01.2003)
Af
Rune Engelbreth Larsen
Den 11.1. bringer Information en artikel med den bombastiske titel »Kampen
mod imamerne«, der reelt er et politisk kampskrift, købt af Helle Ib fra Den
Liberale Presse.
Det havde måske været interessant, om et maskeret angreb på ytringsfriheden,
der kaldes en »analyse« og promoveres på side 2, udtrykte en selvstændig
overvejelse over begrebet »integration«, som imamerne hævdes at hindre. Men
nej, i stedet skal det i overensstemmelse med regeringens dagsorden
forfladiges til det uuddybede »aktiv samfundsdeltagelse«. Men hvad vil dét
sige? At være medlem af folkekirken? Hvorfor er det egentlig ikke aktiv
samfundsdeltagelse at samles i en moské? At omgås og diskutere med familie
og venner? Er det virkelig helt så selvfølgeligt?
Ministre har »rådført sig med en række mennesker med indvandrerbaggrund,«
hedder det. Øh - hvem? Er de lige så »uafhængige af partipolitiske og
økonomiske interesser« som Den Liberale Presse? Vi får det ikke at
vide. »Analytikeren« agerer artigt mikrofonholder for Birthe Rønn Hornbech,
der vil afkræve imamerne loyalitet over for »dansk lov, tankegang og
værdier«. Er »dansk tankegang« sindelagskontrol og censur?
Der er ikke så meget som én eneste bisætning, der sår tvivl ved denne
ensidige og tendentiøse parodi på en »analyse«. End ikke en enkelt udtalelse
fra et menneske med en anden opfattelse.
Hvad med lidt flere nuancer, lidt mere modmagt i den mindst ringe? Mon ikke
vi kan finde eksponenter for Den Liberale Presse i temmelig mange af de
øvrige medier i forvejen?!
|