BORGERLØN (P1, 21.3.2003)

Af Karsten Lieberkind
medlem af Minoritetspartiet

Velfærdsstaten er ved at blive undermineret. Befolkningen er opdelt i to hovedgrupper der synes at stå i et stadigt mere polariseret forhold til hinanden. Den ene gruppe som er i lønarbejde, og den anden som er på en eller anden form for overførselsindkomst.

De mange typer af overførselsindkomster har talrige uheldige konsekvenser. De marginaliserer en stor del af befolkningen og skaber grundlag for klientgørelse, 'udstødelse', og, i værste fald, stor social utryghed og hjemløshed som vi er begyndt at se det i de senere år.

Overførselsindkomstsystemet, som det ser ud i dag, forudsætter en omfattende og indviklet lovgivning med et deraf følgende stort administrations- og kontrolapparat. Dette system har ført absurde konsekvenser med sig, fx de mange aktiveringstiltag, som er vanvittigt dyre men med begrænset effekt, og som fratager mennesker deres personlige værdighed og frihed.

I et borgerlønssamfund, hvor alle typer overførselsindkomster er erstattet af en enkelt basisydelse til alle borgere - som bliver udbetalt uden betingelser, vil der ikke længere være nogen 'marginaliserede', altså nogen der står 'udenfor'. Det vil være et samfund med større dynamik, fordi 'det vil kunne betale sig at arbejde', da det man tjener ikke vil blive modregnet i ens borgerløn. Incitamentet til at arbejde vil derfor være større, ikke mindst for de lavestlønnede i samfundet. Desuden vil det give helt uanede muligheder for at eksperimentere med nye sider af livet og arbejdslivet, herunder bla. styrke iværksætterånden, idet der til enhver tid vil være et socialt sikkerhedsnet og derfor bedre mulighed for at løbe den risiko der altid er forbundet med at starte ny virksomhed.

Borgerlønsdiskussionen griber ind på alle områder i samfundet og udgør en væsentlig samfundsteoretisk nytænkning, hvilket understreges af de mange bøger og artikler om borgerløn der er kommet i de senere år. Der findes også en aktiv forening kaldet Borgerlønsbevægelsen, som er helt igennem tværpolitisk. Borgerlønsidéen er rummelig nok til at kunne forsvares ud fra såvel en liberal som en socialistisk tankegang. Selv om det endnu kun er Minoritetspartiet der direkte har nedfældet borgerløn i deres politiske program, er der allerede udarbejdet flere økonomiske modeller der viser at en borgerlønsreform er en realistisk mulighed.

Blandt de mange perspektiver der tegner sig for et kommende borgerlønssamfund, vil jeg især fremhæve den regulerende effekt borgerløn vil kunne få for produktionen. Det er højst tænkeligt at en indførelse af borgerløn vil føre til en markant ændring i både produktionsformer og forbrugsvaner i retning af større bæredygtighed. Fokus vil blive flyttet væk fra det traditionelle arbejdsbegreb, som næsten entydigt er defineret som lønarbejde og 'overlevelse', i retning af en langt mere rummelig og tidssvarende forestilling om arbejde som udtryk for enhver form for meningsfuld beskæftigelse, hvad enten den er lønnet eller ulønnet. Der vil ikke blive skabt arbejdspladser for enhver pris, men efter behov. Arbejdet vil i første række være bestemt af lyst, evner og motivation. I et sådant samfund vil ingen 'være i arbejde', men der vil heller ikke være nogen arbejdsløse. Alle vil bidrage med det de kan, og samfundet vil bygge på tillid til at mennesker vil det de kan, frem for som nu, hvor grundsynspunktet synes at være, at mennesker ikke kan eller ikke vil, men skal tvinges under en eller anden form, om de så har arbejde eller ej.