KLAUS BONDAMS SMÅ SKO (Politiken, 11.04.2003)

Af Rune Engelbreth Larsen
Formand for Minoritetspartiet

Den 3. april blev der afholdt fredagsbøn og demonstration mod Irak-krigen på Rådhuspladsen. Primus motor var Tanwir Ahmad, medlem af Borgerrepræsentationen for de radikale.

Så godt som alle medieomtaler blev anført af Klaus Bondams afstandtagen til sin muslimske partikollega, fordi han var fortørnet over, at kvinder og mænd traditionelt er adskilt under fredagsbønnen.

Hvor små sko kan man gå i, Bondam? Vi taler om en bøn for fred, og du overfuser arrangementet som var det opfordring til terror. Har du virkelig ikke andet at bruge din position til at kæmpe mod, mens Danmark er i krig? Er der snart noget som helst tilbage, som muslimer kan foretage sig uden straks at blive udsat for isnende foragt?

Implicit i den letkøbte forargelse ligger i virkeligheden en mistillid til muslimske kvinder, som om de var viljesløse eller indoktrinerede robotter. Hvor svært kan det være at acceptere, at kvinder frivilligt bliver muslimer, ligesom andre kvinder frivilligt bliver kristne, og atter andre ateister? En reel kvindefrigørelse må vel have forståelse for enhver kvindes eget valg, fuldstændig uafhængigt af om hun frivilligt vælger at gå til kønsopdelt fredagsbøn eller ej. Og i øvrigt fuldstændig uafhængigt af, om hun f.eks. i modsætning til Bondam foretrækker seksualitet og parforhold, der ikke er strengt kønsopdelt.

Imens Tanwir Ahmad personligt udsættes for chikane, dødstrusler og forargelse for en demonstration, der igen og igen understreger ønsket om fred og hele vejen igennem er én stor manifestation for tværreligiøs sameksistens, bl.a. fra nogle af Københavns fremtrædende imamer, så vælger radikale at føre korstog mod en i forvejen uretfærdigt trængt partikollega. Han må ikke »blande« religion og politik.

Men hvori består egentlig forbrydelsen? Er kristne i Det Radikale Venstre kun religiøse bag kirkens mure? Aflægger de kristendommen, som var det en pinligt afslørende beklædningsdel, de ikke må være iført sammen med deres politiske jakkesæt? Lever de som dobbeltagenter, kristne derhjemme, ikke-kristne i politik? Se dét, ville jeg synes, var meget mere suspekt.

Bør vi da ikke glæde os over de få politikere, som tør springe ud, følge deres samvittighed og vise, hvem de er?