RELIGION OG LIGESTILLING (Politiken, 26.04.2003)

Af Carsten Stage
Medlem af Minoritetspartiets hovedbestyrelse

Amalie Nørgaard efterlyser d. 17/4 i Politiken, at flere sekulariserede muslimer, der har gjort op med religionens antidemokratiske tyranni, melder sig i debatten. AN hører herunder gerne fra muslimske kvinder, der har krævet ligestilling i stedet for at finde tryghed bag mandens skuldre; kvinder, der ikke vil finde sig i at stå bagerst i moskeen, mens mændene ligger med "enden i vejret for at bede Allah om fred", som AN så lidet sympatisk udtrykker det.

Overordnet handler ANs indlæg om, at flere traditionelt religiøse burde tage deres religion med et gran salt, dvs. blive sekulariserede, ligesom de fleste danske juleaftenskristne, der for længst har fået gjort op med dogmerne til fordel de demokratiske værdier.

AN ser ganske simpelt gerne, at religionen, også når det gælder islam, underordnes demokratiet, fordi det dermed ville blive nemmere for muslimerne at være religiøse på en demokratisk måde, dvs. uden at håne "vores mest basale værdier" som AN siger det. Demokrati og ikke-sekulariseret religion bliver på den måde hinandens absolutte modsætninger.

Et sådan udgangspunkt udmønter sig ofte i den slags ubehagelig kulturchauvinisme, der, fordi den ikke kan forestille sig, at andre skulle kunne vælge på en anden måde end den selv, anskuer den anderledes tænkende for at være tilbagestående eller uselvstændig.

På dette punkt er AN ingen undtagelse. For hvordan kan en kvinde, der går bag sin mand være andet end ufri, synes AN at spørge? Og hvordan kan en religion uden kvindelige præster når alt kommer til alt være andet end kvindeundertrykkende?

Denne skyklapstænkning ville dog blive en del sværere at gennemføre, hvis AN rent faktisk så frihed og demokrati som andet end en norm, vi alle først og fremmest skal bekende os til, i stedet for blot at være den ramme, der gør det muligt for os at udfolde vore forskellige præferencer.

AN ender pga. denne forskydning med at udvise en ubehagelig despekt over for eksempelvis den muslimske kvinde, der vælger at indtage sin traderede plads inden for religionens logik, fordi førstnævnte antager at denne kvindes dømmekraft af den ene eller andet grund må være sat ud af funktion. Logikken er den samme, som når feministen mener, at den hjemmegående husmor per definition er ufri og underlagt gamle patriarkalske dogmers åg. Resultatet bliver i begge tilfælde et kvalmende bedrevidende forsøg på at tage patent på friheden, ligestillingen og demokratiet og samt installeringen af et stærkt diskriminerende frihedsbegreb.

Dette viser, at hovedproblemet langt fra er den muslimske kvindes praksis, men snarere AN og hendes ligesindendes mangel på reel indlevelse i og respekt for andre menneskers levevis. Den traditionelle muslim er nemlig hverken mere eller mindre fri eller mere eller mindre besværlig aktant i demokratiet - vedkommende har som alle andre også valgt sin levevis og er derfor ikke udtryk for en hån over for vores basale værdier.

Denne erkendelse er dog desværre noget fraværende for tiden. Derfor ville det være befriende snart at møde flere demokrater med respekt og ikke blot foragt tilovers for demokratiets religiøse individer. For sådanne demokrater findes vel?