|
WWW.MINORITETSPARTIET.DK |
|
VENSTRES FORMYNDERI (ÅBENT BREV TIL LOUISE GADE) (Århus Stiftstidende, 07.06.2003)
Af
Rune Engelbreth Larsen
Århus' borgmester, Louise Gade afslører sit betonhjerte med den letkøbte,
populistiske diskriminationspolitik, hvor hun tilslutter sig sin regerings
forslag om at trække i kontanthjælpen hos forældre, hvis børn har problemer.
Selvfølgelig er vi igen vidner til den kyniske politik, at det atter er de
socialt marginaliserede, først og fremmest etniske minoriteter, man vil
diskriminere og straffe yderligere. Men hvad så med overklassens uvorne
unger, Louise?
Hvorfor er det kun aktiverede, der skal have beskåret deres i forvejen
minimale budgetter, hvis deres børn havner i kriminelle problemer? Er der
ingen lighed for loven? Hvorfor kræver du ikke strafbeløb fra de
velbjærgede, når deres børn ryger ud i kriminalitet - også direktøren,
borgmesteren og ministeren?
Hvorfor skal f.eks. ikke Bendt Bendtsen betale et par hundrede tusinde
kroner for sin søns forbrydelser, hvis det er helt i orden at udhule
kontanthjælpsmodtageres i forvejen skrabede husholdningsbudgetter? Hvad
siger du, Louise - hvor er konsekvensen henne?
Eller skulle du måske overveje at skifte kurs og spekulere over, om ikke man
i stedet skulle afhjælpe de sociale problemer og undgå diskrimination, så
færre marginaliseres og vender samfundet ryggen? Venstres vej vil kun føre
til yderligere marginalisering, frustration og desperation.
|