HASH BR FREDES I FNGSLER (Berlingske Tidende, 06.07.2003)

Af Carsten Korsar
Formand for Minoritetspartiets afsoningspolitiske udvalg

Dansk Fngselsforbund er tilsyneladende igen get til kamp mod hash i fngslerne. Forbundsformand Carsten Pedersen har iflge P3-Nyhederne 30. juni foreslet, at hunde sttes ind mod besgende, der mistnkes for indsmugling. Han har tidligere hvdet, at hashen er rsag til manglende motivation til behandling blandt fangerne i landets staffeanstalter, og at negativt strke fanger udnytter deres medfanger konomisk. Forbundet nsker tilsyneladende konfrontationer. Men hvorfor?

Indsmugling af hash har vret kendt i nsten 40 r i fngslerne. Og i lige s lang tid har de ansvarlige myndigheder levet med, at det er et fnomen, som i praksis er umuligt at komme til livs, selvom nogle mtte nske det. Fra tid til anden er der blevet rejst politisk blst om emnet - ikke mindst fra hjre side i Folketingets store sal. Alts fra den side, hvorfra den nuvrende justitsminister kommer.

Efter min opfattelse er det tvivlsomt, om der nogensinde har vret et reelt nsket om at komme indsmuglingen til livs. Tillige om det overhovedet er nskeligt.

Der har snarere vret tale om, at ledelserne i de enkelte fngsler har gjort njagtigt s meget, at de ikke har kunnet beskyldes for at negligere forekomsten af hash - uden at fremkalde mangel. Og jeg har konkret viden om, at det er en praksis, som flertallet af forbundsformandens medlemmer i deres tjeneste har fulgt - mere eller mindre benlyst.

Det er en ubestridelig kendsgerning, at en passende tilgngelighed til dette trods alt relativt harmlse euforiserende rusmiddel fr den trivielle dagligdag i et fngsel til at glide lettere. Og nr blot det sker passende diskret, blander personalet sig som hovedregel aldrig. Faktisk sker det af og til, nr fangerne p en afdeling begynder at blive urolige, at personalet sender bud efter en af pusherne. Det er til fordel for begge parter - frem for strafcelle, disciplinrsager og andet, som for lngere tid kan skabe misstemninger p en afdeling.

Alternativet hertil ville - i mange tilflde - vre anvendelse af lgeordineret, beroligende medicin. Det er kendt, at en stor - og stigende - del af fngselsvsenets klientel lider af mentale dysfunktioner - uden at de kan erklres som egentlig sindslidende. Desuden er deres sociale funktionsgrad i de senere r blevet stadig ringere. Tidligere tiders egentlige erhvervskriminelle, der som fanger var uproblematiske, findes stort set ikke lngere.

I betragtning af at politiets praksis over for hash i det vrige samfund med rene har ndret sig markant, forekommer forbundsformandens puritanisme desangende malplaceret. Mig bekendt konfiskerer politiet i Danmark ikke det, som kaldes en rygeklump, hvilket vil sige besiddelse af op mod ti gram - til eget brug.

Kun hvis man mener, at forbud mod at ryge hash skal vre et led i straffen, giver holdningen mening. Det giver s mulighed for at overveje, hvor mange andre ting strafafsonere ogs skal vre afskret fra - for eksempel at se fjernsyn, lse aviser osv. Men fngselsvsenets politik har dog - officielt - indtil videre vret, at straffen bestr i frihedsbervelse - og intet andet! Derudover skulle fanger ikke vre begrnsede. Dog med de modifikationer som opholdets karakter tilsagde. De har i praksis vist sig at vre omfangsrige og af og til ret absurde.

Ingen med blot et overfladisk kendskab til fngselsforhold kan anfgte foranskrevne, men fortolkningerne af rsagerne vil vre forskellige. Den flgende er min:

For lidt over en halv snes r siden gennemfrte fngselsvsenet den skaldte AUF-struktur - en forkortelse af Arbejde, Undervisning og Fritid. Fngselsbetjentenes faglige organisation havde deltaget p alle niveauer i udarbejdelsen af den og i implementeringen af den - tillige med lokale reprsentanter p de enkelte tjenestesteder. Men det havde fangerne ikke - helt i overensstemmelse med fngselsvsenets stolte traditioner!

Betjentene var i denne nye struktur tiltnkt og havde tiltnkt sig selv en rkke markant anderledes funktioner, det vil sige bl.a. som socialrdgivere, socialpdagoger og fritidspdagoger.

Samtidig afskedigede eller overflyttede fngselsvsenet en stor del af de uddannede socialrdgivere samt de f socialpdagoger, som var ansat for eksempel ved projekter for stofmisbrugere - alts de civile grupper, som de kaldes. Netop de grupper som fangerne traditionelt nrer mindst mistillid til.

Det er til overflod dokumenteret, at AUF-strukturen i al vsentlighed ikke fungerer! Fangerne nrer hverken tiltro eller tillid til det uniformerede personale. Men de er tvunget til kontakt med det, alene fordi de ikke kan henvende sig til andre. For eksempel hvis de vil i kontakt med en sagsbehandler i deres hjemkommune. Helt konkret er det den samme person i fngslet, som de skal drfte sociale eller familiemssige problemer med, som tidligere p ugen har slbt dem i observationscelle og bltefikseret dem. Eller givet dem bde for upassende sprogbrug, for at komme for sent p arbejde eller konfiskeret deres hash.

Hverken personalet eller fangerne er i stand til at rumme eller administrere dette sammensurium af funktioner. Fangen m naturndvendigt opfatte den uniformerede vogter som en reprsentant for samfundet, der er sat til at eksekvere den ham idmte straf. Og vogteren, hvis uddannelsesmssige og intellektuelle ressourcer kun i ubetydeligt omfang adskiller sig fra fangens, er heller ikke i stand til at skifte fra rollen som sjlesrger og pdagog til dommer. Disse funktioner vil over for voksne mennesker altid vre antagonistiske.

Allerede da man det frste sted - Statsfngslet i Jyderup - indfrte AUF-strukturen, advarede fangernes reprsentanter og de kriminalpolitiske foreninger mod den. Men det konomiske incitament var strkere. Strukturen indebar nemlig en vsentlig bedre udnyttelse af de personalemssige ressourcer, idet de fngselsbetjente, der tidligere var posteret p fngslernes opholdsafdelinger, mens fangerne var p arbejde, nu skulle gre tjeneste p vrksteder og arbejdspladser sammen med fangerne i arbejdstiden og forest fritidsaktiviteterne efter arbejdstid.

Flere mindre, lokale undersgelser har vist stor utilfredshed blandt fangerne med fritidstilbuddene. Den vsentligste anke er mangel p fleksibilitet og drlig planlgning fra personalets side. Og de, som skal fre kontrol og opsyn hermed, er - personalets kolleger! Udtrykt p en anden mde kunne man sige, at kun den del af AUF-strukturen, som er til personalets umiddelbare fordel, er gennemfrt.

Den eneste plausible forklaring p Dansk Fngselsforbunds fornyede angreb mod hashen i fngslerne er derfor, at det bliver stadig svrere at skjule den benlyse fiasko for den indfrte struktur, som fngselsvsenet allerede er i gang med at erstatte af en ny.

For f mneder siden kom det frem, at fangerne ikke fr lagt de handleplaner, som de i henhold til Straffuldbyrdelsesloven har ret til - og som forbundets medlemmer har ptaget sig en vsentlig del af ansvaret for.

Nr - og hvis - fngselsvsenets skaldte behandlingsresultater bliver evaluerede og grundigt analyserede, vil det med al sandsynlighed vise sig, at de - i lighed med andre pstede succeshistorier - er en srdeles tynd kop te. Den nrliggende sammenligning er oprettelsen af afdelingerne for negativt strke fanger, oprindeligt rockere, som skulle afhjlpe problemet med de mange frivilligt enerumsanbragte. Det gjorde det ikke! Andelen er stort set den samme, som den altid har vret.

Mere end 20 rs erfaring med fngselsforhold sandsynliggr, at forklaringen p fngselsforbundets angreb p hashen skal findes i den benlyse mangel p resultater p det behandlingsmssige omrde.