DANNEBROG ER BLEVET SYMBOL PÅ INTOLERANCE
Carsten Korsar

Stammefolk: Danmark er en landsby. Selv ærkekøbenhavneren er dybest set en bonderøv. Og, skynder jeg mig at tilføje, det er jeg også selv – trods livet ellers har ført mig rundt i det meste af verden. Det er vores gode ret, at være som vi selv har valgt. Men spørgsmålet er, om vi nogensinde har valgt?

De kulturpåvirkninger, som vi dagligt – bevidst og ubevidst – udsættes for, har andre valgt for os, og ofte af ganske simple, økonomiske grunde; film og musik, burgere og shawarma etc. Den menneskelige bevidsthed følger blot ikke altid med i samme tempo, og efter min opfattelse afspejler kulturdebatten meget klart denne problematik.

Et eksempel er tørklædepigerne, som har fået mange op på debatsidernes barrikader. Tørklædet er blevet et symbol på angst og usikkerhed hos os selv i forhold til vor identitet og værdier. Engang var det beatles-hår, der hensatte store dele af befolkningen i frådende raseri, men vi fandt dog til sidst en modus vivendi med det græsselige uvæsen, og selv de danske jens´er kunne lade hår og skæg gro.

Med tørklædet er det lidt anderledes, fordi det også tillægges en religiøs symbolværdi. Denne er imidlertid tvivlsom. Efter min vurdering er der ikke belæg for at påstå, at Koranen kræver tildækning af håret, når muslimske kvinder færdes offentligt. Det nævnes ikke eksplicit. Af nogle er det tolket således, men det kan tolkes anderledes.

Kvinderne opfordres til at bære deres kapper og at samle deres hovedslør omkring deres bryster (Koranen 33,59 og 24,31(i min udgave 33,60 og 24,32)), men påbud om ansigtstilsløring findes heller ikke, og muslimske kvinders brug heraf er også et senere kulturtræk.

I min lægmandstolkning betyder det, at de opfordres til at bruge hoveddækket til at skjule deres særlige kvindelige attributter, in casu brysterne. Den er selvfølgelig ikke autoritativ, al den stund at jeg hverken er teolog eller muslim. Men som bekendt er kristne uenige om tolkningen af Biblen, og Islam har ligeledes flere såkaldte skoler og sekter.

Uanset om tørklædet opfattes som et religiøst eller kulturelt imperativ, så burde tolerancen blandt danskerne kunne bære det. Men den del af danskerne, som anklager imam´er for at være middelalderlige mørkemænd, og muslimer for at være potentielle fundamentalister i almindelighed, udviser selv ekstrem intolerance af en åbenbart særlig ”dansk” variant.

At kristendommen stadig har tag i danskerne, viste sagen om pastor Grosbøll. Hvis dette – sammen med muslimforskrækkelsen – kunne tages som udtryk for, at danskerne i almindelighed er et kristent folkefærd, ville det dog være tåleligt. Men det er langt fra tilfældet. Tværtimod er kristendommen hensunket til at være en nyttereligion, som kan bruges efter behag – og gerne til festlige lejligheder.

Den eneste meningsfyldte konklusion er, at kristendommen for danskerne er et åndeligt sikkerhedsnet, udspændt under tilværelsen almindelige og ulidelige lethed. Holder denne værdidom stik, forklarer den også danskernes animositet overfor andre, som bærer ”religiøse” symboler til skue. Men den forklarer ikke hvorfor nogle særligt danske danskere overfalder tørklædepiger – på gaden og i debatspalterne. Den eneste sandsynlige forklaring på det, skal findes i de politiske meningsmålinger – og måske i psykiatriske diagnoser.

Så vidt er det altså kommet i Danmark, at vi reagerer som primitive stammefolk på andre, der trænger sig ind på vort territorium. Gad vide, hvad vore emigrerede, tidligere landsmænd i Canada, USA og Argentina tænker, når de via internettet ser og hører nyt fra Danmark? Personligt er jeg glad for, at jeg ikke længer skal sætte Dannebrog i og ved ankomst til havne i alverdens lande. Engang følte jeg en vis, berettiget stolthed over det, men det ville jeg ikke kunne i dag. For mig er Dannebrog blevet symbolet på intolerance og småtskårethed. Til gengæld føler jeg så megen større, ægte og dybfølt glæde ved at møde og besøge mine venner blandt de nye danskere med etnisk baggrund i Venezuela, Colombia, Kurdistan etc. Det giver mig mulighed for gengælde den gæstfrihed og imødekommenhed, som blev mig til del i den tid, hvor jeg var fjernt fra Danmark.