HOVEDSIDE | | BLIV MEDLEM | BESTIL MATERIALE | STT MP

MINORITETSPARTIET
ET HUMANISTISK PARTI FOR ALLE, DER NSKER SOCIAL RETFRDIGHED, LIGHED FOR LOVEN OG FRIHED TIL FORSKELLIGHED  
DEBATINDLÆG (11.01.04)

ET UDVIKLINGSHÆMMET SAMFUND
Anne Bjørnskov

"Før i tiden havde vi åndsvage til det her", blev det mig fortalt, da jeg i sin tid gennem bistandssystemet var aktiveret som opvasker. Senere blev jeg aktiveret et andet sted, hvor de gik højt op i, hvad jeg i min position som aktiveret ikke måtte beskæftige mig med. Ja, faktisk lærte jeg dér mest om, hvad jeg ikke måtte lære noget om. Bl.a. derfor er jeg rigtig glad for min beslutning om at tage en uddannelse. Her føler jeg mig nemlig ikke intellektuelt hæmmet, men derimod beriget.

Imidlertid har jeg ikke helt de samme vilkår at studere under som de fleste af mine medstuderende – jeg er alene med tre børn, og de tager tid. Derfor er mit studietempo nedsat samtidig med, at jeg dårligt vil kunne påtage mig erhvervsarbejde ved siden af studierne, hvis jeg skal gøre mig forhåbning om at blive færdiguddannet inden for en tidsmæssig rimelig ramme. Desværre lader der i vores samfunds reglement ikke til at være taget højde for den slags.

Min situation er den, at jeg er kommet tilstrækkelig meget bagud med eksamensopgaverne, så jeg ikke kan modtage SU, hvilken for mine børn og jeg indtil for nylig har været vores indtægtskilde. Støtten kan i min situation genoptages, når jeg har bestået tilstrækkelig mange eksaminer. Alle studerende – om de er forsøgerpligtige eller ej – skæres tempomæssigt over én kam, og da det hverken er sygdom eller rådsarbejde, der er årsag til mit nedsatte studietempo, er der i SU-systemet ingen kære mor, selvom jeg arbejder ihærdigt med opgaverne.

Nu kunne man så forestille sig, at der var mulighed for at hente hjælp i bistandssystemet – men nej! Et første problem er, at jeg egenhændigt - uden inddragelse af sagsbehandler – er startet på en uddannelse. Et andet problem er, at jeg er sund og rask og intet fejler. Et tredie og måske det største problem er, at jeg stadig er tilmeldt uddannelsen.

Hvis jeg vil have smør på brødet lader budskabet til mig at være: "Skab dig en skavank, meld dig ud af uddannelsen og læg ansvaret fra dig." Med det høje arbejdsløshedstal, der for nylig har været oppe i medierne, skal der nok lidt mere end et fingerknips til for at skaffe et job. Jeg ville altså blive sparket grundigt og dyrt ind i kassesystemet, hvis jeg opgav mine studier. Imidlertid mener jeg, at jeg har mere at tilbyde samfundet, så indtil videre undværer jeg hellere smørret.

Konsekvensen af min stædige indstilling om at tage en uddannelse er blevet, at mine børn og jeg indtil videre må leve af de børnepenge, alle børnefamilier hvert kvartal får ind ad døren. Så når børnene mætte er faldet til ro, arbejder jeg sultent videre på studiet. For rent faktisk mener jeg, at jeg har noget, som jeg kan bidrage til fællesskabet med. Og hvad er alternativet? Som aktiveret i bistandssystemet at kunne lære mere om, hvad jeg som aktiveret ikke må beskæftige mig med og dermed evt. lære noget om. Eller at lære mere om, hvad der tidligere regnedes for opgaver, der kunne bestrides af udviklingshæmmede.

Hvorfor forsøger samfundet dog gennem reglerne at hæmme mig og andre i samme situation i vores for samfundet gavnlige udvikling? Kun et udviklingshæmmet samfund kan vel på den måde finde på at lade gode kræfter gå til spilde!

MINORITETSPARTIET, LBORGGADE 32, 1. TV., 2100 KBENHAVN , EMAIL:
TLF: 70 22 69 59