HERSKERE UDNYTTER TERRORMYTE
Carsten Korsar
Magthavere og strke grupper i alle samfund har til alle tider benyttet den iboende frygt hos mennesket til at konsolidere deres magt. Bde medier og kunsten har haft deres rolle i dette spil om magten. Magt er at f sin vilje igennem, uanset andres nsker. Den frste og ofte strste kamp glder selve definitionen af fjenden. Sociale problemer, det vil sige samfundsmssige problemer, er problemer mennesker opfatter som sociale problemer. Men her tller ikke alle menneskers opfattelse lige meget. Officielle sociale problemer bliver de problemer, som ordfrer og magtstrke grupper er i stand til f mobiliseret til kamp imod.
Det er indlysende, at et socialt problem ikke kan defineres sdan at det truer centrale magtpositioner i samfundet. Definitionen af et socialt problem kan ikke vre sdan at den ville skade, eller i hvert fald vre pinlig for industri, strke fagforeninger, vigtige erhverv, eller geografiske regioner. Problemdefinitionen br heller ikke vre et angreb p den intellektuelle elite. Fjenden br heller ikke defineres sdan at en mgtig gruppe i samfundet stiller sig bagved denne fjende, og protesterer mod en sdan definition af det sociale problem.
Siden 11. september 2001 har kampen mod terror stet hjt p listen for alverdens magthavere. P den ene side er denne kamp ndvendig og logisk. Og p den anden side drager alle magthavere fordel af kampen mod terror gennem tilsidesttelse af de rettigheder, som vi normalt forbinder med et demokratisk retssamfund. Man m derfor kunne betegne fjenden som farlig, gerne som djvelsk, umenneskelig. Ofte vil hele fjenden fremstilles sdan, nogle gange lederne, forfrerne. Nogle gange er fjenden farlig for alle, af og til som ved afgrnsede sociale problemer kun for sig selv.
Indignation er et vigtigt element i kampen. Krige kan ikke udkmpes p et kligt, analytisk niveau. Overdrivelser og skrkbilleder kan bruges i de fleste forstadier til krig, og brugen af dem ger jo vrre krigen mtte udvikle sig. Ideelt er det hvis man kan lokalisere en gruppe individer, som brer alt det vrste i sig ved fjenden, som legemliggr denne. En sdan homogen gruppe med ligeartede egenskaber bliver stende som rkereprsentanten for det onde.
Dem, der har ansvaret for kampen mod fjenden, m kunne fle sig trygge i deres kamp. Kritik m vente til krigen er vundet. Hvis de skal kunne samle folket til kamp, m de kunne vre i fred, og fremst som trovrdige, ogs selvom de i deres iver skulle gribe til visse overdrivelser i beskrivelser af fjenden, eller af problemets karakter. Fjenden m fremst som s strk, at ekstraordinre fuldmagter er befjet.
For tiden er det Osama bin Ladens al-Qaeda-terrornetvrk, som er lokomotivet i kampen mod terror og at samfundets almindelige kontrolforanstaltninger for at forebygge magtmisbrug i nogen grad sttes ud af kraft. Tidligere har det for eksempel vret Rote Armee Fraktion (RAF) i Den vesttyske Forbundsrepublik eller De rde Brigader i Italien. Og sandt er det, at den politiske vold var spektakulr og konsekvenserne strkt generende. Man skal imidlertid stille sig t eneste, men vigtigt sprgsml: Var vigtige funktioner i samfundene sat ud af kraft?
Overordnet set m svaret blive et nej! Ingen vigtige statsfunktioner var lammede. Intet parlament var sendt hjem. Ingen fabrikker l stille og borgerne fik alle deres daglige forndenheder dkket. En del af forklaringen var, at terroristerne ingen folkelig opbakning havde. Som mange andre politiske galninge var de ofre for den skaldte fortropstnkning, det vil sige at de s sig selv som katalysatorer for en folkelig rejsning. Den slags opstr desvrre ofte i lukkede, studentikose miljer. Men det er vigtigt at bemrke, at den brede venstreflj tog afstand fra den vilkrlige politiske vold, som terroristerne anvendte i Vesteuropa ligesom den sammen med mange andre nu tager afstand fra de flgevirkninger af kampen mod terror, som magthaverne implementerer i de demokratiske retssamfund.
