Det skriver psykolog og seminarielrer Ole Schouenborg i sin bog Velfrdsyngel (Fremad, 2001), der er en provokerende bredside mod institutionaliseringen af barnets opvkst.

Der er ikke blevet mindre behov for at stille sprgsmlstegn ved udviklingen, nr man betragter den eksplosive stigning i brn, der passes i skolefritidsordningen, SFO.

Danskerne er blandt verdens mest arbejdsivrige folkefrd, hvilket politikere ofte roser nationens lnmodtagere for - det er jo altid rarere at klappe vlgerne p skulderen end at mane til besindelse over for ubehagelige konsekvenser af generationers indgroede vaner.

Men mske er der snarere tale om arbejdshysteri end arbejdsglde. Et hysteri, der dels er blevet stimuleret af en snversynet, socialdemokratisk arbejdsmoral med socialistiske rdder, der i alt for hj grad identificerer den enkelte med sit arbejde; dels er blevet motiveret af en kortsynet liberalistisk egoisme, der til stadighed bilder os ind, at samfundshjulene afspores, hvis ikke vi hele tiden producerer mere og rager mere til os - i sidste ende oftest p bekostning af vores medmennesker og naturgrundlag.

Det er behndigt lykkedes at slge arbejdshysteriets barske beslaglggelse af stadig strre dele af vores fritid under dkke af lidt mere ferie og nogle pstede arbejdstidsnedsttelser, mens utallige familier i virkeligheden er pisket til at arbejde langt mere end nogen sinde tidligere i historien.

I begyndelsen af det tyvende rhundrede gik det i den rigtige retning med indfrelsen af 48 timers arbejdsuge i 1919, med udbredelsen af det nye fnomen ferie i 1930erne og med 45 timers arbejdsuge i 1959, men omkring midten af rhundredet vender tendensen. Der kommer godt nok flere ferieuger, og arbejdsugen fortstter ogs formelt med at falde for den enkelte helt ned til 37 timer i 1990, men familiernes samlede arbejdstid er ikke desto mindre omtrent fordoblet siden 1960erne!

Resultatet er, at brn i stigende omfang deponeres i pasningsfabrikker, der samtidig har alt for f ressourcer.

Iflge en undersgelse fra 1997 tilbringer det danske gennemsnitsbarn ikke mindre end 24.000 timer i institution af sine frste 16 lever. Det sker under forhold, som til trods for nok s tlmodige og dygtige pdagoger kan vre prget af markante stjgener og stress, og hvor nedskringer samtidig frer til mindre og mindre voksenkontakt. Nu viser det sig s, at antallet af passede brn i SFO-ordningen endvidere er eksploderet til det femdobbelte p bare 14 r, fra ca. 35.000 i 1990 til over 187.000 i 2003 (jf. Politiken, 27.10.04).

De offentlige pasningstilbud har udviklet sig til arbejdsmarkedsinstitutioner, s forldrene kan blive endnu mere effektive tandhjul i vkstmekanikken - men hvad betyder den stadig forgede institutionalisering af barndommen p lngere sigt for brnene? Og for samfundet?

Nppe nogen er vel serist i tvivl om, at end ikke den mest professionelle pdagog i lngden kan erstatte kontakten til og flelserne mellem barnet og dets egen familie. Professionalisme er afgrende, men professionalisme er ikke krlighed.

Det m vre indlysende, at smertegrnsen er overskredet, og at en professionel organisering og stimulering af op til tyve brn pr. pdagog naturligvis aldrig nogen sinde kan give et barn den opmrksomhed og tryghed, som det kan f i mindre fora, ikke mindst i sin egen familie - hvis den pgldende familie har krlighed, tid og overskud, vel at mrke.

Det betyder bestemt ikke, at institutionslivet ikke kan vre givende, lrerigt og trygt, men det betyder utvivlsomt, at det nuvrende omfang af barndommens institutionalisering er alarmerende, og at det arbejdshysteri, der er medansvarlig for udviklingen, m standses.

Vi skal ikke finansiere velfrdssamfundet gennem mere arbejde og mindre frihed, men gennem modet til at skre i indtgterne hos dem, der har mere end rigeligt i forvejen. I stedet for at kompensere for kommende rtiers aldrende befolknings faldende arbejdskraft gennem mere tvangsarbejde, skal vi kompensere for den gennem en omfattende sanering af fradragene, s beskatningen reelt rammer de hje indkomster og de formuende hrdere.

I stedet for at ge incitamentet til sort arbejde gennem nedskringer i de sociale ydelser, skal vi ge de hjtlnnedes incitamentet til at arbejde mindre ved en drastisk forgelse af topskatten.

I stedet for at kriminalisere den, der nsker en arbejdsfri periode, skal vi glde os over, at vedkommende kan bruge sin overfrselsindkomst til at holde andre i arbejde: Dels som flge af at overfrselsindkomsterne naturligvis ogs er med til at holde hjulene i gang for andre end modtageren, eftersom den arbejdslse jo ogs skal have smr p brdet, kbe tj, kre i bus osv. og derved sikrer, at andre beholder deres arbejde. Og dels fordi den arbejdsfri fristter ressourcer ved at trde ud af aktiveringsmllen, s myndighederne kan koncentrere og forbedre deres indsats for at skaffe job til dem, der er mest arbejdstrngende.

I stedet for et rigidt arbejdsmarked skal vi med andre ord tilstrbe et fleksibelt arbejdsmarked, hvor bde flere fdre og mdre i perioder fr mulighed for at passe deres egne brn derhjemme, s institutionerne aflastes, og der bliver mere tid til hvert enkelt barn.

I stedet for at gennemtvinge aktivering, skal vi kort sagt gennemtvinge arbejdsdeling.

Det gavner brnene, det gavner familierne, det gavner de pressede institutioner, det gavner de arbejdslse, og det gavner samfundet.