Dansk Folkepartis camouflage

Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen forsger i Information den 22.6. at camouflere sit partis udtalte mangel på argumenter bag lgnagtige udfald imod tidsskriftet Faklen såvel som Minoritetspartiet. De værste lever fuldt ud ned til Pia Kjærsgaards niveau og kræver en opklarende kommentar:
    1) Det generer Ahrendtsen, at hans partis forhold til indfødsretten gøres til "genstand for en diskussion om nazisme". Men faktum er, at Ahrendtsen ønsker at forbyde mange indvandrere reel politisk indflydelse: "Man bør have mindst en dansk forælder med ægte indfødsret for at kunne vælges til offentlige embeder." Og faktum er, at dette er beslægtet med nazisternes tankegang.
    2) Ahrendtsen påstår, at Faklen "opfordrer indvandrere til at bevæbne sig". Dette er selvfølgelig usandt. Hans fejlagtige gengivelse undlader desuden konteksten, nemlig afsløringen af at den yderste højrefløj i og omkring den Danske Forening og Tidehverv - og dermed i omegnen af Dansk Folkeparti - bl.a. i sine egne publikationer eksplicit har truet med og opfordret til modstandskamp mod indvandringen og sabotage mod Røde Kors, etableret egen "Kampfond", agiteret for etnisk udrensning og offentliggjort planlagte lovændringer mod "landsforræderne", der støtter indvandringen. Alt dette dokumenteres uafviseligt i Faklen.
    Den pågældende artikels blikfang var et billede af en pistol og en introtekst om den næsten fri adgang til skydeklubber, der skulle fange læserens opmærksomhed for at understrege alvoren og faren i den potentielle fremtidsudsigt, som højrefløjen opererer med.
    3) Ahrendtsen lyver helt bevidst, når han kalder ovennævnte artikel for en "lovløs aktion" - helt i overensstemmelse med sit parti, der direkte krævede bladet forbudt efter Grundlovens 78! Det siger en del om Dansk Folkeparti, at Ahrendtsen undlader at oplyse, at politimesteren i Århus for længst har afvist partiets politianmeldelse som grundløs, hvorved hans egen påstand om en "lovløs aktion" er så meget desto mere indlysende absurd.
    4) Ahrendtsens intime forhold til usandheden afsløres endnu engang, når han henkastet påstår, at Faklens dokumentation af Bibelselskabets forfalskede bibeloversættelse fra 1992 blev "latterliggjort af eksegeter og sprogkyndige". Faktum er atter det stik modsatte: Landets største eksperter i gammeltestamentligt hebraisk støttede eksplicit Faklens kritik, bl.a. professor emeritus i semitisk filologi, dr.phil. Frede Løkkegaard, førstebibliotekar ved det Kongelige Bibliotek, mag.art. i semitisk filologi Ulf Haxen og semitisk filolog Ph.D. Philippe Provencale. F.eks. udtalte Haxen om Bibelselskabets autoriserede produkt: "Det er rystende, at man i dag, hvor vi har været igennem en oplysningstid, 200 år efter bomber tiden tilbage til den middelalderlige tænkning "
    Faklens kritikpunkter har ført til dannelsen af et uafhængigt kommissorium bag udarbejdelsen af Danmarks første, videnskabelige oversættelse af det Gamle Testamente, hvor de mest sprogkyndige semitiske filologer er involveret. Projektet er af samme grund tilknyttet det Kongelige Bibliotek.
    5) Ahrendtsen forarges over Minoritetspartiets udtalelser om, at Karen Jespersen er efterkrigstidens mest højreorienterede social- og indenrigsminister. Jespersens forkærlighed for tvangspolitikken er imidlertid hårrejsende veldokumenteret såvel som hendes generelle arrogance over for indvandrere - og hendes nylige omklamring af Per Madsen (Ishøjs borgmester og bidragsyder til den Danske Forenings medlemsblad) taler vist sit eget tydelige sprog.
    Ahrendtsen undlader da også vanen tro at ulejlige sig med skyggen af et argument. På trods af (eller måske på grund af?) denne strategi, er der desværre næppe tvivl om, at vi efter næste valg kommer til at opleve Ahrendtsen & Co. med ubesværet og iskoldt hjerte overhale Karen Jespersen og Per Madsen højre om - også i praksis.

Rune Engelbreth Larsen
Formand for Minoritetspartiet

(Information, 02.07.00)