Partier har trange kr

Nye partier skal skrabe 20.000 vlgererklringer sammen, for at kunne stille op til Folketingsvalg. Men hvad er meningen med det politiske establishments krav?

Af NIELS K. PETERSEN
cand. scient. og medlem af Minoritetspartiet

Slr man op i Hndbog i dansk politik, kan man se, at der faktisk findes mange partier, som slet ikke stiller op til folketingsvalg. Det kan selvfølgelig skyldes, at de ikke har nogen større folkelig opbakning, men ogs, at reglerne for at blive opstillingsberettiget er ganske skrappe. Faktisk s skrappe, at et etableret parti som Fremskridtspartiet har valgt at indrykke en annonce i et husstandsomdelt kuponhæfte, hvor der udloddes præmier for 30.000 kroner til dem, der underskriver en vælgererklæring.

I forvejen kan man deltage i konkurrencen på Fremskridtspartiets hjemmeside, hvor partiet også tilbyder skoleklasser og klubber ikke mindre end 20 kroner for hver godkendt vælgererklæring, de kan indsamle. Man forestiller sig, at hver elev i en skoleklasse kan få sine forældre og bedsteforældre til at skrive under, og så kan eleverne på den måde indsamle nogle tusinde kroner, der f.eks. kan gå til en lejrskole. Fremskridtspartiet har nemlig indset, at de vil have svært ved at indsamle de 19.463 vælgererklæringer, der skal til for at deltage i næste folketingsvalg, på traditionel vis.

Det er nemlig ikke nok at indsamle dette antal erklæringer fra folk og få dem godkendt hos Folkeregistret.

Hvis vælgererklæringen er korrekt udfyldt og underskriveren stemmeberettiget, sender Folkeregisteret nemlig erklæringen videre til underskriveren, der så selv skal sende den tilbage til partiet. Og det er der sikkert mange, der ikke lige får gjort.

Man kan så som medlem af et nystiftet parti, der selv er i færd med at indsamle underskrifter, spekulere på, hvad det egentlig er for en opgave, det politiske establishment afkræver af partier, når selv så velkendt et parti som Fremskridtspartiet har vanskeligheder med at skrabe vælgererklæringer sammen.

Et nystartet parti er jo ikke så kendt som Fremskridtspartiet, og det har i hvert fald sjældent ressourcer til at udlodde præmier, indrykke annoncer i kuponhæfter, eller tilbyde 20 kr. for en vælgererklæring. Så hvad siger det egentlig om et parti, at det kan indsamle de ca. 20.000 vælgererklæringer?

I Fremskridtspartiets tilfælde i hvert fald, at det har penge nok til at lokke med en gevinst til underskriverne. I andre partiers tilfælde, at partiet har tilstrækkelig mange aktive medlemmer, der flittigt og ihærdigt bruger time efter time, dag efter dag på at indsamle underskrifter.

I sidste ende betyder det altså, at kun de partier, der har penge eller tilstrækkeligt mange aktive medlemmer, har en chance for at stille op til et folketingsvalg.

Hvad det har med folkelig opbakning eller udbygning af demokratiet, har jeg overordentlig vanskeligt ved at se.

Jeg har da fuld forståelse for, at et parti skal udføre et vist fodarbejde for at bevise, at det er et seriøst parti med en vis opbakning.

Men de eksisterende krav forekommer mest af alt at have til formål at opretholde et partipolitisk status quo. Et status quo, der i markante sager såsom EU-spørgsmål er ganske ude af trit med holdninger i den brede befolkning, og som i de senere år har været præget af et markant vigende medlemstal.

Måske det var på tide at lade nye kræfter komme til?

(bragt i let forkortet form i Information d. 1.8.2000)