Voldtægtspolitikere

Som kvinde løber det mig koldt ned ad ryggen, når jeg hører om den sene tids brutale massevoldtægter og den manglende konsekvens, som voldtægtsforbryderen bagefter møder fra retssystemets side. Som dansker med indvandrerbaggrund løber det mig koldt ned ad ryggen, når jeg hører om den sene tids brutale politiske misbrug af voldtægtssagerne til at lægge alle indvandrere og deres kulturer for had.
    Lad mig tale alene som kvinde først.
    Som kvinde føler jeg en ubeskrivelig skræk over tanken om den grusomhed, som kvinder, der voldtages, udsættes for, iblandet et næsten lige så ubeskriveligt raseri over for den afstumpede mand eller dreng, som med vold tager det, der var bestemt til at blive givet i kærlighed.
    Hvis jeg nogen sinde blev forsøgt voldtaget, ville jeg gøre alt for at kunne bore mine negle ind i denne uædle mands ædlere dele og flå til at al kraft. Og jeg ville ønske, at enhver kvinde, der udsættes for denne frygtelige oplevelse, havde mod til og mulighed for det samme - intet kunne være mere retfærdigt. Og det burde være 100% straffrit, hvis en kvinde, der jo er fysisk svagere end manden, anvendte våben for at forsvare sig mod enhver form for seksuelt overgreb.
    Imidlertid er virkelighedens verden den omvendte: Alt for længe har politikere og domstole bagatelliseret denne frygtelige forbrydelse, der kan ødelægge en kvindes seksualitet for livet, mens overgrebet næsten er blevet betragtet som en ubetydelighed. Den gennemsnitlige straflængde for ubetingede straffe for voldtægt er kun 14,6 måneder, mens den for røveri er 16,0 måneder og for grov skattesvig 19,6 måneder (kilde: Kriminalstatistik 1994).
    Er det virkelig samfundets, politikernes og domstolenes "pris" på en voldtægt? Et overgreb så ensidigt vendt imod kvinden og så nedværdigende, ødelæggende og smertefuldt, at få overfald er mere infame - skulle voldtægt virkelig betragtes som en mere bagatelagtig forbrydelse end røveri og skattesvig?
    Først voldtages kvinden af et afsporet individ, så voldtages hun under myndighedernes ydmygende sagsbehandling, så voldtages hun af domstolenes bagatellisering af overgrebet - og under det hele voldtages hun af de politikere, som bærer det endelige ansvar for indretningen af systemet.
    Hver gang en mand voldtager en kvinde, voldtager samfundet kvinders værdighed ved ikke at give offeret oprejsning. Straffen for denne forbrydelse er så grotesk lav, at man i stedet for at hypotetisere om manglende respekt for kvinder blandt indvandrere skulle se nærmere på SYSTEMETS manglende respekt for kvinders seksuelle integritet. Strafmaksimum anvendes kun yderst sjældent, og fra officiel side vover Det kriminalpræventive Råd oven i købet at anbefale den kvinde, der udsættes for voldtægt og livsfare, at GIVE EFTER I piecen "Voldtægt kan forebygges" fortæller rådet os: "Hvis han tager kvælertag eller truer dig med våben, så giv efter. Det samme gælder, hvis han er meget voldsom." Altså: Du skal passivt lade dig voldtage.
    Tak for hjælpen, siger jeg. Så hellere bære en meget skarp lommekniv!
    Mange kvinder kender frygten for at blive voldtaget; tanken strejfer dem næsten hver gang, de bliver antastet på gaden af en fremmed mand. Er det naturligt for et samfund, at halvdelen af dets borgere risikerer at leve med en frygt for at blive udsat for seksuelle overgreb, fordi politikerne og retssystemet bagatelliserer det? Nej, men ingen synes imidlertid at tage disse problematikker alvorligt. Måske har vi vænnet os til tanken om, at voldtægt i virkeligheden ikke er "så slemt" - i hvert fald ikke så slemt som at snyde i skat
    Men nu er voldtægt med t kommet på avisernes forsider og på spisesedlerne landet over. Har man da pludselig fået øjnene op for, hvor skæve strafudmålingerne er? Eller for de livsvarige mn, offeret risikerer at lide under? Eller for den hån at opfordre kvinder til at "finde sig i det" i stedet for at gøre modstand med alle midler?
    Nej, endnu en gang drejer det sig ikke om den krænkede kvinde eller om, hvad hendes behov for oprejsning måtte være. Denne gang drejer det sig om forbrydernes "kultur", og i de sidste måneders tilfælde om, hvad politikere kan bruge herfra som skyts imod indvandrerne. Den krænkede kvinde fortoner sig atter fuldstændig ud af billedet, mens politikere igen står i kø for at hetze etniske minoriteter og andre kulturerer og religioner, selv om ethvert nogenlunde tænkende menneske ved, at ALLE religioner og ALLE kulturer afskyr voldtægt.
    Hvis en hooligan fra FCK voldtager en kvinde, er det pudsigt nok aldrig "fodboldens skyld", ikke hans kristne kulturbaggrunds skyld, ikke hans forældres skyld, ikke hans danske opdragelses skyld - nej, det er helt hans egen skyld. Men når det drejer sig om indvandrer-unge, så er det pludselig deres kulturs, deres religions og deres forældres skyld.
    Hver gang retsystemet dømmer en indvandrer for voldtægt, dømmer samfundet ALLE indvandrere for voldtægt. Det er i virkeligheden symptomatisk for dagens Danmark: Ingen indvandrer får lov at gå fri, de bliver alle gjort til fundamentalister, svindlere, tyveknægte og voldtægtsforbrydere af politikerne og ikke mindst af TVs nyhedsudsendelser.
    Indvandrere er den minoritet i Danmark, der udsættes for mest hetz, diskrimination og had. Denne form for forfølgelse har i mange andre samfund vist sig uvægerligt at resultere i frustration og kriminalitet, og det gør det naturligvis også i Danmark. Men det er igen typisk for myndighederne og politikerne at påpege indvandrernes forbrydelser og således fjerne fokus fra det altafgørende problem, at jo mere en befolkningsgruppe bliver marginaliseret, desto mere kriminalitet vil der uundgåeligt opstå i den! Det har ingen betydning overhovedet, om denne gruppe så består af mørkhårede muslimer eller af rødhårede skotter, for enhver, der bliver trængt op i en krog, vil på et eller andet tidspunkt begynde at slå fra sig og blive fuldkommen ligeglad med alt og alle omkring sig.
    Med behandlingen af de seneste måneders voldtægtssager har de danske politikere både cementeret deres ringeagt for landets kvinder og for landets indvandrere.
    Gid flere kvinder ville gå sammen imod bagatelliseringen af voldtægt og turde stå frem og kræve, at straffen for voldtægt afspejler krænkelsens modbydelighed, og at en kvinde får ret til at forsvare sig med alle midler. For mig er dt et afgørende motiv for at engagere mig politisk - og gid flere kvinder vil tage samme skridt, hvad enten det bliver i samme eller i andre partier.
    Det er måske det væsentligste kvindeoprør i dag, og jeg foreslår, at det begynder her og nu.

Leyla Tamer
Næstformand i Minoritetspartiet

(Kronik i Ekstra Bladet, 30.10.00)