Pornofili

Pornografi er fiktion, også når den udgiver sig for at være dokumentarisk. Det er dens skønhed og originalitet, at den kan formidle nærmest alle former for seksuelle fantasier og lyster, og mange kunstnere fra antikkens vasemalere til Goya og Picasso har da også arbejdet inden for denne genre. Når en stripper udfører sit show, eller en pornoskuespillerinde lader sin mandlige medspiller få udløsning i sin mund, optræder de alle og kan hermed lade et begær eller en drøm komme til udtryk. Den verden, der bliver skabt, er ligeså fiktiv som f.eks. science fiction-filmens, om end dens virkning vil være af en intim seksuel karakter, hvorfor dens opgave også på nogle områder er en hel del sværere. Mængden af dårlig pornografi vidner herom
    At anklage pornografien for at give et forkvaklet billede af femininitet og maskulinitet er således ligeså meningsløst som at anklage Barbara Cartland for at give et forkvaklet billede af forholdet mellem mand og kvinde. Og selv om der findes meget dårlig pornografi, og selv om man kan mene, at Barbara Cartland er en dårlig forfatter, giver begge genrer mange mennesker tifredsstillelse og nydelse. Ingen taler imidlertid om at forbyde Barbara Cartland, ingen taler om at forbyde "Alt for Damerne" eller "Euroman", som efter min personlige mening giver et ualmindelig hult billede af, hvad der er kvindeligt og mandligt.
    Man bliver ikke voldsforbryder af at se voldsfilm, og man bliver ikke voldtægtsforbryder af at se pornofilm, som Søren Søndergaard også er inde på i interviewet i Socialisten Weekend den 19.1. Man får næppe færre voldtægter, hvis man forbyder pornografi, og disrespekten for kvinder forsvinder heller ingenlunde. Det er en underlig lappeløsning, som vil komme til at gå ud over ytringsfrihenden, og hvor langt vil man gå? Vil man forbyde Marquis de Sades "Justine", Pauline Reages "O's historie" eller Lord Byrons "Don Juan"?
    Der er selvfølgelig forskel. Moderne pornografi er en handelsvare og er som sådan for det meste berøvet enhver form for kunstnerisk islæt og lidenskab. Producenterne bag pornofilmene er forretningsmænd og således kun interesseret i, hvad der er salgbart, hvilket blot gør pornografien i dag stereotyp og kedelig. Der er ikke tid til at skabe et værk, og ingen forfattere til at skrive historierne.
    Men en god historie er naturligvis heller ikke løsningen på god pornografi, nogle gange er det selve manglen på historie, der får det hele til at virke. Problemet er, at det er de færreste instruktører, der overvejer disse muligheder, og hvis de gør, udøver i visse tilfælde producenterne et pres på dem, så de tvinges til at tage en bestemt scene med i filmen, som egentlig slet ikke hører til der. Dette kan i sidste ende forhindre seeren i at få en virkelig oplevelse ud af filmen.
    At der er kvinder i dag, der lidenskabeligt kan gå ind for et forbud mod porno, er imidlertid forståeligt. Når man har hørt tilstrækkeligt om gruppevoldtægter, de lave straffe og oplevet mænds disrespekt i så henseende, kan det være svært at føle andet over for pornoindustrien end foragt. Men pornografien har aldrig været årsagen til problemet, selv om den måske også trænger til nye kræfter.
    En kvinde er jo kvinde med alt, hvad hun er. Hun må kunne kæmpe for sin sag uden at føle det nødvendigt at kæmpe med sig selv, sine fantasier og lyster. Der er, som Gritt Uldall-Jessen udtaler til Faklen, en umådelig styrke i at være "en feminist, der på den ene side arbejder for strenge domme for voldtægtsforbrydere, og samtidig anerkender seksuelle fantasier om voldtægt".For det er vel også en sag for feminsiterne, at kvinder, der ser pornofilm, nogle gange bliver stemplet som løsagtige og udsat for chikane? At kvinder i virkeligheden bliver seksuelt krænket, ikke på grund af pornoindustrien, men på grund af deres egen seksualitet?

Leyla Tamer
Næstformand i Minoritetspartiet

(Kommentar i Socialisten Weekend, 26.01.01)