En enlig mors møde med det kommunale tvangssystem

Da jeg for noget tid siden ringede til socialforvaltningen for at høre, hvordan åbningstiderne var, fik jeg bl.a. at vide, at de havde åbent hver dag, så borgerne havde mulighed for at træffe dem. Der var noget selvfølgeligt og betryggende ved dette udsagn, socialrådgiverne er der for vores skyld.
    Da jeg imidlertid tog derop for at aflevere min ansøgning om kontanthjælp, følte jeg, at situationen var alt andet end betryggende, faktisk tværtimod. I min naivitet forestillede jeg mig, at mødet med en socialrådgiver kunne sammenlignes lidt med et møde hos en studievejleder. I fællesskab kunne man se på, hvilke muligheder der var, hvad "klienten" havde lyst til og behov for, for derefter igen i fællesskab at lægge en plan, der var tilfredsstillende for klienten og ikke nødvendigvis for rådgiveren, der jo blot skal forholde sig til sagen som rådgiver.
    Sådan er det imidlertid ikke altid at tale med en sagsbehandler, der snarere kan sammenlignes med et møde med en politibetjent, hvor man let kan begynde at føle sig mistænkelig eller direkte skyldig, selv om man intet har gjort.
    Gennem min ansøgning kunne min sagsbehandler få indsigt i forskellige private oplysninger om mig, mens manden ikke engang gjorde sig den umage at fortælle mig, hvad han hed. Han kom med diverse bemærkninger om, at jeg da havde "en dejlig lav husleje", og at det var "utroligt", at jeg havde fået en lejlighed gennem kommunen. Hvad disse halvfornærmede udsagn havde med hele sagen at gøre, ved jeg ikke. Men det var ganske tydeligt, at han ikke regnede mig for noget. Med hensyn til min situation sagde han, at jeg omgående skulle have min søn skrevet op til pladsanvisningen - uden at det dog betød, at jeg som mor har noget som helst at skulle have sagt om, hvor og hvilken vuggestue/institution han skal anbringes i. Siger jeg nej til den første den bedste plads, jeg får tilbudt, ryger kontanthjælpen. Nul kroner. Intet at leve for, og henvist til gaden med en søn på 2½ år.
    Det er vist det, man i mafia-jargon kalder "et tilbud, du ikke kan afslå".
    Derefter sagde han, at jeg ville blive sendt i rengøringsarbejde, så snart min søn havde fået en plads.
    Da jeg spurgte ham, om der var nogen som helst alternative pasningsordninger i kommunen, kom han først i tvivl, men affærdigede det med, at man havde haft det engang, men ikke havde det længere. Dette passer imidlertid ikke. I Århus har man stadig en såkaldt "Frit valgs ordning" med økonomisk tilskud til privat børnepasning.
    Nu kan det selvfølgelig være, at den sagsbehandler, jeg var så heldig at tale med, havde haft en specielt dårlig dag. Problemet er bare, at det kan han ikke lade gå ud over mig eftersom, det kommer til at få betydning for mit og mit barns liv, mindst det næste halve års tid, mens sagsbehandleren kan gå hjem og holde fyraften til sin gode hyre.
    Episoden afspejler blot, hvilken holdning man indtager over for kontanthjælpsmodtagere: De har ikke ret til noget, de har ingen medbestemmelse, og de har bare at gøre, som der bliver sagt - ellers lukker kassen. Dertil hører utallige meningsløse aktiveringsprojekter, hvoraf rengøring naturligvis er et af de mere fornuftige. Blot bliver ingen spurgt, hvad de selv ønsker.
    Man kan selvfølgelig spørge, om det overhovedet kan være anderledes, om der ikke nødvendigvis må være kontrol og tvang? Et alternativ til kontanthjælpen, som også har været diskuteret før, er imidlertid borgerløn.
    Denne løsning ville ikke kun betyde større frihed og integritet for det enkelte individ og eliminere hele tvangsaktiveringssystemet, det ville også lette socialrådgivernes arbejde, idet de så f.eks. kunne fungere som rådgivere for de arbejdssøgende, der måtte ønske at finde et job.
    Hvis denne fornyelse inden for systemet ikke på en eller anden måde træder i kraft inden for det nye århundrede, vil vi uvægerligt se mere kriminalitet blandt tvangsaktiverede, der vil føle sig nødsagede til at stjæle deres mad, for ikke at blive psykisk eller fysisk skadede af den aktivering, de bliver tvunget ud i - hvis det da ikke sker i blot og bar frustration eller oprør.
    Det kommer til at koste kommunen cirka lige så meget, at min søn kommer i vuggestue, og jeg starter som rengøringsassistent, som det ville, hvis jeg blev hjemme og passede ham selv, men det betyder desværre ingenting. Man har nu engang vedtaget, at lediggang er roden til alt ondt, og den arbejdsløse er ikke andet end et tal i rækken. Derfor betyder det heller ingenting, hvem jeg er, eller hvad jeg kan, for slet ikke at tale om, hvad jeg har lyst til.
    Som bistandsklient har man ingen rettigheder og man bliver behandlet ganske derefter, som en slave.

Leyla Tamer
Næstformand i Minoritetspartiet

(bragt i Aktuelt, 31.1.01)