Jeg tror, at CD har ret i, at det næste valg i høj grad kommer til at dreje sig om flygtninge og indvandrere, og at det derfor er vigtigt at have en klar politik på området. Man kan naturligvis sige, at de fleste partier faktisk har en klar politik på området, for om den så tegnes af Karen Jespersen, Birthe Rønn Hornbech eller Pia Kjærsgård, drejer den sig jo om opstramninger, opstramninger og endnu flere opstramninger. Det er derfor lovende, at CD vil trække i den anden retning, men spørgsmålet er, om de er parate til at bakke konsekvent op om en multikulturel politik, der uundgåeligt vil sætte dem i opposition til såvel den ene som den anden Rasmussen. Begge statsministerkandidater har jo erklæret det multikulturelle samfund sin modvilje, og at vælge mellem dem må for ethvert flygtninge- og indvandrervenligt parti være et valg mellem pest og kolera. Men er CD parat til at betale prisen og dermed være på stadig kollisionskurs med hovedparten af folketinget, vil det være overordentligt prisværdigt. Vi savner nemlig på tinge et parti, der for alvor vil tale de etniske minoriteters og flygtningenes sag på deres egne præmisser. Et parti, der ikke på forhånd har udnævnt de etniske minoriteter, deres kulturer eller religioner til et problem, men som vil arbejde utrætteligt for den gensidighed, der er en forudsætning for integration. Et parti, der vil gøre op med myter og fordomme og vise forståelse for menneskesmugling, arrangerede ægteskaber, opførelsen af mosker og familiesammenføringer. Det er naturligvis derfor jeg selv er med i et andet parti, men hvis dette parti ikke skulle nå at blive opstillingsberettiget til næste valg, vil jeg da overveje at give CD en stemme, hvis CD vitterlig ikke giver køb på tolerance, respekt, forståelse og medmenneskelighed. Også selvom CD ligger langt fra mine øvrige politiske holdninger. Niels K. Petersen
(bragt forkortet i Information den 26.03.01) |