TERROR OG TORTUR
Terrorangrebene på USA er blevet fordømt som det samvittighedsløse massemord på uskyldige mennesker, det er udtryk for. Det er blevet understreget en million gange den forløbne tid, men det er måske på tide, at politikerne tænker lidt dybere end en simpel konstatering af det indlysende.
At terrorproblemet selvsagt ikke bliver løst, om så det lykkes at ramme Osama Bin Laden eller ej, og hvad enten Afghanistan jævnes med jorden eller ej, burde ikke være mindre indlysende. Der er ingen vej uden om en erkendelse af, at omfanget af nye terrorister og selvmordsvillige piloter også er en konsekvens af en vestlig verdensorden, hvor dobbeltmoralske ledere som Bush & Blair bomber løs med tusinder af civile ofre, mens de samtidig med den mest fordummende Hollywood-retorik agerer "frihedselskende" verdensledere.
Hvis ikke Vesten erkender (og frem for alt begynder at rette op på) sit store medansvar for den internationale, økonomiske skævhed, for millioner af sultende i den fattige verden, for hundredtusinder af døde irakiske børn, for bombetogter, handelsrestriktioner og udbytning, som igen og igen har terroriseret uskyldige befolkninger, så vil den nødvendige forfølgelse og afstraffelse af bagmændene bag terrorangrebene på USA heller ikke mindske rekrutteringsgrundlaget for det stigende antal terrorceller det mindste.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen taler meget alvorligt om "besindelse" over for en lillebitte håndfuld palæstinensere, som uden skyggen af situationsfornemmelse og omtanke "fejrer" angrebet på USA, og medierne svælger i disse billeder til Dansk Folkepartis store glæde. Måske det var på tide, at statsministeren besindede sig i stedet for at kaste sig ud i kappestrid med Kjærsgaard & Co. om at profitere af TV2s, DRs og især B.T.s kyniske servering af de mest banale, anti-islamiske propagandafordele.
Omtrent lige så forstemmende som disse (og en alt for lang række øvrige) mediers komplette mangel på nuance og kritik i forhold til USAs misbrug af terroren til yderligere iscenesættelse som Godheden, Friheden og Sandheden selv, er den snusfornuftige accept af tortur, som Israels ambassadør, Carmi Gillon udtrykker i Information den 15.9.
Nu gælder det tilsyneladende om at smede, mens World Trade Centers rygende betonruiner er varme se bare dr! Var det måske ikke rimeligt nok med lidt tortur for at forhindre dette vanvid?
Sandheden er blot, at Israel altså allerede benytter tortur. Er terroren standset? Nej. Men er det da ikke rimeligt med lidt tortur, hvis vi kan forhindre blot t terrorangrebs drab af uskyldige mennesker? Problemet er imidlertid, at tortur blot er statsligt sanktioneret terror, og at tortur netop uundgåeligt også rammer uskyldige. Vi ved jo slet ikke altid, om vi har med en terrorist at gøre, og for at finde ud af det, må vi så pine og lemlæste ham lidt ... Men hvad så hvis han er uskyldig?
Vel, målet helliger midlet, ikke sandt?
Nej, hvis vi skal til bunds i den eskalerende terror- og torturspiral, skal vi til bunds i årsagerne til den frustration, som letter terroristernes hvervekampagner. Hvordan vi end vender det, har den vestlige verden i sidste ende et medansvar for de tusinder, der ligger begravet under WTCs ruiner.
Rune Engelbreth Larsen
Formand for Minoritetspartiets
(bragt i Information d. 18.09.01 )
|