Er fundamentalisme problemet?

I kølvandet på terroranslaget mod WTC har det ikke skortet på danske fordømmelser af islamisk fundamentalisme - først med heksejagt på angiveligt "fundamentalistiske" organisationer og senest har den danske statsminister, ud fra en lignende begrundelse, afvist at møde udvalgte repræsentanter for muslimske trossamfund. Måske er jeg småt begavet, men hvordan kan fundamentalisme over en bred kam gøres til genstand for kollektiv fordømmelse?
        Hvis budskaberne i de religiøse tekster er af en sådan natur, at de kan læses utvetydigt eller fundamentalistisk om man vil, hvordan forklarer vi så eksistensen af de mange forskellige sekter og særskildte fortolkninger af samme tekst, som er kendetegnende for billedet af samtlige de store verdensreligioner. Er problemet ikke snarere, at visse fortolkere af de religiøse budskaber, foretager en specifik politisk læsning af de religiøse skrifter - en læsning som understøtter og legitimerer deres specifikke interesser og politiske mål? Er problemet ikke netop at "fundamentet" ikke favnes i al sin utvetydige tvetydighed - at et citat fremhæves og et andet negligeres? I en debat om fundamentalisme vil jeg derfor foretrække, at vi slår ned på indholdet og brugen, af de udlæg der gøres i det religiøse materiale, frem for at fordømme fundamentalisme over en kam. Er det således ikke særligt den snævertsynede og indskrænkende tolkning af de religiøse tekster, vi bør kaste et kritisk blik på? I kølvandet på terroranslaget udtalte George W. Bush følgende: Enten er i med os, eller også er i med terroristerne. Citatet ligner en lettere omskrivning af det nytestamentelige: "Den der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig spreder". (Matt., 12, 30). Nu er det Nye Testemante imidlertid fyldt med modsigelser, hvorfor man ud fra samme "kristne" grundlag ligeledes kunne sige: "Den der ikke er imod os, er for os" (Mark., 9, 40). En sådan udlægning af teksten ville indskrænke klapjagten på terrorister, til de få som rent faktisk aktivt bekriger Amerikanerne. Jeg tror for øvrigt ikke, at Bush har læst hele Matthæusevangeliet, i hvertfald er bjergprædikens sentenser om pacifisme og fjendekærlighed ikke at finde i Bushes udtalelser efter terroranslaget. Uden at have et større kendskab til de mennesker der stod bag angrebene på WTC, så tror jeg ikke desto mindre, at der er en vis tankelighed mellem dem og Bush. Den der ikke er med os, er mod os. Den der ikke, er sand islamist, er antiislamist. Den der ikke samler, spreder. Hvordan kan man ellers sådan uden videre betænkeligheder ramme uskyldige civile? Jeg var positivt overrasket, da jeg så George W. Bush holde en pressekonference i en moske i New York, hvor han understregede de mange positive og humane budskaber i islam. Jeg ville dog foretrække en situation, hvor samme Bush stod for en tilsvarende humanistisk tolkning (eller bare nuanceret tolkning) af kristendommen, i stedet for at gøre sig til talsmand for den sortest mulige kristendom. Det er de tolkninger af såvel Biblen som koranen og andre religiøse tekster, der fremmer krigerisk og terroristisk adfærd, som vi bør fordømme, ikke fundamentalisme i sig selv. Selv hvis de religiøse tekster tages bogstaveligt, er det ikke denne tilgang vi bør frygte. Derimod skal vi være særligt på vakt overfor fortolkere, der ikke læser hele budskabet, eller som afkontekstualiserer sætninger og rekontekstualiserer dem i en specifik politisk sammenhæng. Osama Bin Laden og George W. Bush er ikke fundamentalister, men de læser hver især deres hellige skrift, som fanden læser den.

Af Mikkel Johannsen
Medlem af Minoritetspartiets Hovedbestyrelse

(bragt i Information, 04.10.01)