KÆRE BENDT BENDTSEN

Hvad sker der med mig som dansker, når jeg dumper jeres dansktest, for jeg føler mig ikke hjemme i Danmark mere? Jeg kan ikke længere forstå den stigende aggressivitet og had, jeg møder i Danmark. Det er ikke det land, jeg voksede op i. Jeg har boet i New Zealand, hvor jeg finder den venlighed og hjertelighed, jeg ellers forbandt med Danmark. Hvis jeg skifter statsborgerskab, men alligevel bosætter mig i Danmark senere igen, og givetvis dumper jeres test, bliver jeg så fængslet eller smidt ud af landet? Jeg kan nemlig ikke få mig selv til at acceptere at skulle vedgive mig aggressiviteten i dag, for den vil aldrig være dansk for mig. Eller hvad går dansktesten ud på? Hvis jeg ikke føler mig hjemme i Danmark længere, er jeg så også farlig for Danmark, også når jeg er lyshåret? Hvis jeg føler, at mit hjem er New Zealand, hvor ingen skælder mig ud, fordi min cykel holder foran deres men smiler venligt og siger, at der er da heller ikke meget plads, og derefter spørger, hvad jeg skal lave i dag, kan jeg så med rette kalde mig dansker? Sig til, hvor jeg kan tage jeres test. Den vil hjælpe mig og mange andre, der ikke længere føler sig hjemme i Danmark, i vores overvejelser om vi skal immigrere til lande, hvor vi igen kan føle os stolte og hjemme som danskere.

Karen Due Theilade
Medlem af Minoritetspartiets hovedbestyrelse

(bragt i Jyllands-Posten, 03.10.01)