Venstrefløjen og islam

Dele af venstrefløjen demonstrer desværre en ærgerlig evne til at skyde sig selv i foden i fredsarbejdet mod krigen i Afghanistan, der ellers virkelig kunne mobilisere tusindvis af muslimer: I stedet for at tage kontakt til de relevante islamiske foreninger inviterer man således den ekstreme anti-muslim Nahid Riazi til at holde tale, selv om hun repræsenterer en pinligt sort/hvid og vel nærmest gammelkommunistisk kulturopfattelse, der skærer ikke bare islam, men religion som sådan over én kam som ” mandschauvinistisk og undertrykkende” og sågar ønsker at forbyde islamiske privatskoler.

Der er desværre dem på venstrefløjen, der med Riazi bilder sig ind, at de er meget, meget ”nøgterne”, når de afviser Kjærsgaards fremmedhad som ”racisme” og i samme åndedræt skyndsomt hænger ”fundamentalistiske islamister” ud. Det er nemlig meget progressivt at parallelisere Kjærsgaards ”fundamentalisme” med islamisk ”fundamentalisme”, ikke sandt?

Situationen svarer imidlertid til, om man under det antisemitiske klima i tyvernes Tyskland pakkede sin antisemitisme ind i ”progressive” kategorier, såsom at ”flere jøder altså er ´kapitalister´ og dermed arbejderklassens fjender”. Alle kan forhåbentlig i dag se, hvor forfejlet og farlig en sådan strategi er, ikke mindst fordi den netop ikke tager tiden og konteksten for sit udfald i betragtning og således lægger i forvejen marginaliserede grupper yderligere for had.

Ved at overeksponere et par marginale forhold, som er skræddersyet til at skabe foragt i netop venstreorienterede kredse, får problemet en dramatisk overdrevet fylde i en ende af den politiske skala, hvor den ellers ikke burde få et ben til jorden, og sammen med al den øvrige hetz øges naturligvis derved den samlede antipati over for de etniske minoriteter ­ og hvem andre end Kjærsgaard vinder?!

Riazi & Co.s modargument herimod afviger forudsigeligt nok ikke fra det, vi kender fra den yderste højrefløj, nemlig at vi dermed skulle gøre kritik af islam til et ”tabu”. Men naturligvis drejer det sig ikke om at ”frede” synspunkter hos muslimer eller andre, som man er uenige i; det drejer sig om at tage tiden og konteksten for den politiske diskussion i betragtning, bevare proportionerne, samt ikke mindst overlade de stupide, propagandistiske generaliseringer helt og aldeles til højrefløjen. Det gælder først og fremmest om at række en solidarisk hånd til de grupper, der er trængte ­ alene (og netop!) fordi de er trængte. Riazi som ” venstrefløjs-taler” er alt andet end en solidarisk hånd til de udhængte muslimer ­ det er derimod endnu en målrettet næve lige i ansigtet.

Af Rune Engelbreth Larsen
Formand for Minoritetspartiet

(bragt i Information, 15.12.01)