Tvangstanker

For nylig havde tv-avisen indviteret den notoriske antimuslim Nahid Riazi til at kommentere det æresdsrab som blev begået på den 26 årige Fadime Sahindal og lignende tilfælde af æresdrab m.v. begået i Danmark. I dette indslag fremførte Riazi en række alvorlige påstande og lavede adskellige koblinger mellem islam og muslimske friskoler på den ene side og på den anden side, æresdrab (den aktuelle sag fra sverige), tvangsægteskaber (som hun nærmest satte lig med arrangerede ægteskaber), tvangstilsløring og meget mere. Udgangen på interviewet blev, at Riazi proklamerede, at man for at undgå tvangsægteskaber og æresdrab måtte sætte hårdt ind over for muslimske friskoler og omstruktuere religionsundervisningen generelt. At hun tydeligtvis var "fejl-casted" til at udtale sig om tvangsægteskaber og æresdrab, og under hele interviewet overhovedet ikke forsøgte at svare på interviewerens spørgsmål og i stedet skamred egne kæpheste, gør imidlertid ikke denne fejl mindre uheldig og destruktiv for hele debatten og ikke mindst for løsningen af de konkrete problemer.

For det første er der ikke noget som helst religiøst belæg for religiøs tvang i Koranen, hvorfor det virker himmelråbende ignorant at afvise en dybtgående udredning af religiøs art på disse punkter - en udredning som muslimske friskoler vil være velegenede til at afklare. Når det drejer sig om problemområder som f.eks. kvindelig omskæring, tvangsægteskaber, voldtægt og andre ubehageligheder er religionen netop et særligt velegnet redskab tilat rådgive og vejlede folk som enten ikke kender de religiøse foreskrifter eller som på anden vis, af familiære eller personlige årsager, er kommet skævt ind på tilværelsen. Det virker derfor underligt, at man skulle bruge nedlæggelsen af lige præcis de muslimske friskoler og kendskab til de religiøse skrifter som argument for bekæmpelsen af f.eks. æresdrab, tvangsægteskaber, tvangstilsløring og meget andet, når nu religionen faktisk i sig selv kan være aktiv i imødegåelsen af selv samme problemer.

For at præsicere yderlige så er fænomener som f.eks. æresdrab ikke kun et noget som optræder inden for såkaldt muslimske stater, men er tilllige et fænomen der findes i f.eks. Grækenland, på Corsica og et utal af andre steder som ikke just kan "anklages" for at være muslimske. Og derfor bliver man nødt til at se på, og forsøge at adskille, hvad der er religiøst betingede normer og konventioner og hvilke kulturelle træk der ikke nødvendigvis kan siges at være af religiøs oprindelse. Ligesåvel som den danske kultur ikke udelukkende er defineret ved protestantismen, men henter stof fra mange sider gennem lange tider, på samme vis findes der kulturelle træk i de muslimske lande, som enten var der før islam blev den herskende religion, eller som er kommet til sidenhen og derfor ikke ekplicit kan tilskrives islams indflydelse. Feks. er der en grund til at vi i Danmark fejrer "jul" (som kan siges at være en fejring af solhverv), i stedet for at fejre det andre kalder "christmas". Jeg er derfor overbevist om, at det ikke er med baggrund i islam at nogle vælger at begå et æresdrab, men at der snarere er tale om kulturelle konventioner, traditionalistiske værdier og socialt pres (dvs. ikke nødvendigvis religiøst betingede eller begrundede normer), kombineret med forsmåede og magtesløse familiefædre eller ægtemænd der forfejlet mener, at et drab er den eneste udvej på, hvad den pågældende gerningsmand måtte forstå som en æreskrænkelse. Noget helt andet er, at der også i den danske kultur findes et socialt og kulturelt pres på familien og individet som medfører ulykkelige skæbner. Den fejlfri kulturelle og sociale sammenhæng findes ikke, og det betyder, at vi altid og i enhver sammenhæng må være på vagt overfor de tragiske og ulykkelige skæbner som vores samfund på tværs af kulturelle forskelle desværre faldbyder til overflod. Men samtidig må vi være yderst forsigtige med at generalisere disse selv samme tragiske og ulykkelige forhold/sager som værende repræsentative for en given kultur eller religion. Ulykkeligvis er der mange der alligevel forsøger dette ved at gøre islam, mindretalskulturer og andet ansvarlig for enkeltpersoners perverterede gerninger f.eks. ved at sætte lighedstegs mellem tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber, mellem voldtægtsforbryderes kvindesyn og alle andre som trækker på samme kulturelle reservoir, uden samtidig at se på gerningsmandens personlige familierelationer, egen livshistorie og generelle livsbetingelser. Jeg irriteres over at måtte gentage en så banal kendsgerning, som at man ikke kan generalisere enkeltpersoners handlinger til et kollektivt/generelt niveau. Når det gælder flygtninge og indvandrere turde det være endnu mere indlysende end for danskere "generelt", da der om noget er endnu større forskellighed i " gruppen" af flygtninge og indvandrere end i "gruppen" af etniske danske. Flygtninge og indvandrere er jo selvsagt sammenbragt fra alverdens lande og kulturer - oven i hvilket man må tilføje forskelle de forskellige familier imellem, for ikke at tale om den forskel der eksisterer mellem alle mennesker "generelt". At dette burde være indlysende for enhver har dog ikke udelukket at opportunistiske individer udnytter den mangel på information og samkvem der eksisterer mellem "grupper" af etniske minoriteter og "grupper" af etnisk danskere, til at skabe splid og promovere egen politisk agenda ved at skabe angst og fremføre skræmmebilleder.

Det er for mig at se aldeles uacceptabelt at tvinge nogen som helst til at følge nogle normer som de ikke anerkender som gyldige. Det betyder at ingen kan tvinge en given person til at følge f.eks. et traditionelt giftemønster ved at tvinge én til at underlægge sig disse normer, som den pågældende person ikke ønsker at tage udgangspunkt i. Men på den anden side betyder det også, at man ikke skal kunne tvinge nogen til IKKE at følge selvvalgte normer for et traditionelt giftemønster ved f.eks. at forhindre at folk der ønsker at gifte sig i at blive forenet i ægteskabet. På mange måder kan man sige at det er et spørgsmål om hvilke fora og af hvilke kanaler bejleriet foregår gennem. Discoteket, cafe'en, studiet eller arbejdspladsen er i dag nogle af danskernes mest foretrukne udstillingsvinduer for fremtidige ægtefæller/kærester eller tilfældet kan være at man bliver "bragt sammen" med en potentiel kæreste via en ven/veninde, som kender en der kender en, som "lige er din type". På samme måde kan familien udgøre et lignende udstillingsvindue eller netværk som kan bringe folk sammen og hvor man kan blive præsenteret for potentielle bejlere. Det vigtige er at tvang ikke må forekomme, dvs. at man ikke kan blive tvunget til at acceptere en ægtefælle mod sin vilje, eller til at vælge et bestemt mønster for indgåelse af ægteskaber. Samtidig er det aldeles uacceptabelt at et land reelt umyndiggør mennesker indtil det fyldte fireogtyvende år, ved at stramme reglerne for familiesammenføringer - en lovgivning som rammer alle under firetyveår som enten ved et udlandsophold eller via et arrangeret ægteskab finder sin udkårne. Tvangsægteskaber er aldeles uacceptable, men det er tvangsadskillelse også.

Demokrati indebærer bl.a. at man anerkender og vedkender sig til nogle regler man selv har været med til at udarbejde og haft indflydelse. Derfor er det ikke overgreb at lægge sig ind under nogle regler man til en vis grad har pålagt sig selv. Overgrebet begynder der, hvor man tvinges til noget man ikke selv har haft indflydelse eller er tvunget til at adlyde en autoritet, man dybest set ikke selv anerkender. Det betyder eksempelvis, at man godt i frihedens navn og i demokratiets ånd kan underlægge sig en religiøs autoritet med de restriktioner og rammer det lægger om ens liv, men det betyder samtidig også, at man ikke i samme navn og ånd kan tvinges til at underlægge og underordne sig andres religiøse overbevisning. Det betyder for eksempel også, at man ikke absolut skal stå alene, når man vælger ens fremtidige ægtefælle, men det betyder at man ikke skal tvinges til at tage valget på egen hånd eller med love og regler tvinges væk fra potentielle bejlere. Enhver tvang er et overgreb på ens personlige frihed. Tvang er det, når man påtvinges andres normer, standarder eller religiøse overbevisninger. Det er tvangen der er uacceptabel og må bekæmpes og det er i den forstand ligegyldigt om den kommer fra forældre eller samfundet.

Æresdrab er en uacceptabel udgang på en presset situation, men det gælder for alle drab (med mindre det er nødværge) og ikke kun for æresdrab - drab er uacceptabelt uanset hvad der er motivet eller drivkraften bag det. Det betyder ikke at man skal acceptere drab, men at man, hvor det er muligt, skal forsøge at forebygge mord og andre tragedier i at finde sted. Tvangsægteskaber er aldeles uacceptable fordi de grundlæggende og på brutal vis instalerer tvangsmomentet så tæt på en selv som overhoved muligt, ved at spænde ens hjerte til det yderste af frygt og fortvivlelse, uden at der samtidig er mulighed for at give efter - for hvor skal man gå hen og med hvilke konsekvenser. Men tvangsadskillelse som er en følge af stramningerne af familiesammenføringsreglerne er ikke løsningen på tvangsægteskaber eller æresdrab for den sags skyld. Det er ikke en løsning at ramme de mange, for at få bugt med de få, eller at rive hjerter i tu, for hindre andre hjerter i at splintres. Der findes i dag rådgivning til dem som måtte opleve tvang eller familiekvaler i forbindelse med indgåelse af ægteskaber og der findes også mæglere som stiller sig til rådighed i løsningen af disse konflikter - et mæglingarbejde som allerede foregår bl.a. af imam Abdul Wahid Petersen. Lykkes det alligevel ikke, er det en sag for politiet og de sociale myndigheder, såfremt tvangen eller eventuelle trusler ikke ophører.

Vi skal ikke negligere æresdrab eller tvangsægteskaber men løsningen herpå er ikke at dæmonisere eller mistænkeligøre personer med anden etnisk baggrund end dansk, men derimod at forebygge at det sker igen - en forebyggelse der dog ikke skal ske ved tvangsadskillelse, men derimod ved mægling og konfliktløsning. En løsning er det heller ikke at fremsætte hovedløse påstande og foretage løse og uunderbyggede koblinger mellem islam og æresdrab/tvangsægteskaber. Vi må i enhver sammenhæng bekæmpe overgreb på det enkelte menneske på tværs af kulturelle forskelle, men vi skal ikke gøre dette på baggrund af løse påstande og åbenlys opportunisme.

Af Mikkel Johannsen
Medlem af Minoritetspartiets hovedbestyrelse

bragt i Information under overskriften "Forebyg med mægling", 06.02.02)