Erhvervsstøtte til narkomafiaen

Den værste narkomafia i Danmark er den danske regering. Ikke fordi den tjener penge på narkotikasalget, men fordi den kynisk støtter producenter og forhandlere af narkotika i en form for erhvervsstøtte, som skaffer kriminelle organisationer en omsætning i milliardklassen – og så er det oven i købet sorte penge.

Erhvervsstøtten består i den fortsatte kriminalisering af heroin uden skyggen af lempelser, som tvinger tusindvis af narkomaner til at begå tusindvis af lovovertrædelser for at skaffe tusindvis af kroner til et stof, som langt de fleste er uhelbredeligt afhængige af. Tusindvis af narkomaner tvinges til at sidde fast i et stofmisbrug, som påfører dem alskens sygdomme, gør dem til socialt marginaliserede vrag og tilmed ofte dræber dem i ung alder. Tusindvis af narkomaner tvinges ud i en kriminel løbebane, som finansierer et vidt forgrenet, sort marked, og tit sender dem i fængsler. Her fungerer de ikke sammen med de øvrige fanger, men tvinges til at forgælde sig til ublu renter, og hvor de ikke kan betale deres gæld så må vælge frivillig isolation for ikke at ryge i klammeri med deres "kreditorer".

Imens vasker regeringspolitikere deres hænder og nægter at løse problemet på den eneste måde, det kan løses på, nemlig ved en lempelig politik, der tillader dem, som er syge af misbruget, at få deres stof på apoteket, så de ryger ud af kriminaliteten, bliver mindre syge og lever både længere og bedre.

Nej, hellere fortsætte erhvervsstøtten til narkomarkedet og henvise til helt forældede oplysninger på området! Hellere holde hjulene i gang i et erhverv, der piner og plager tusindvis af syge mennesker, frustrerer ofrene for den berigelseskriminalitet, narkomaner er tvunget til at udføre, og fylder fængslerne op med unødvendige fanger.

Men hvorfor så ikke også forbyde nikotin og alkohol – det ville føre til et herligt sort marked med opskruede priser, tvivlsomme produkter, og tvinge yderligere tusinder ud i kriminaliteten?

Nej, nikotin og alkohol er "acceptable" stoffer, selv om vi ved, at de forårsager dødelige sygdomme, kan være ekstremt ødelæggende for socialt marginaliserede familiers økonomi – og for alkoholens vedkommende direkte føre til splittelser af familier, utålelig opførsel og lemfældig vold. Men her ræsonnerer man, at det er den enkeltes eget ansvar, om vedkommende vil spille hasard med sit helbred, velvidende at det også går ud over andre.

Hvorfor gælder dét så ikke heroin? Ene og alene fordi man nødigt vil "sende et signal" om, at det er OK at tage stoffer.

Tankegangen er besynderlig. For betyder det så, at man i dag sender et signal om, at det f.eks. er OK at drikke sig plakatfuld, blot fordi alkohol ikke er forbudt? Og sender man et signal om, at det er OK at slagte hundredvis af mennesker i trafikken hvert år, når nu bilisme ikke er forbudt?

Næppe. Men den slags absurde bortforklaringer skal også kun fjerne fokus fra dødsofrene for en fejlslagen narkotikapolitik, så politikerne kan opretholde illusionen om, at det bare er et moralsk spørgsmål, og at det altså ville være umoralsk at forsøge at lempe narkomanernes livsvilkår.

Utvetydige undersøgelser viser, at kriminaliteten falder, og problemerne formindskes gennem forsøg med udlevering af heroin til narkomaner – men regeringen vil hellere støtte narkobaronerne end narkomanerne, selv hvor vi kun taler om kontrollerede forsøg.

"For hvad bliver ikke det næste?", spørger man – skal vi også gennemføre forsøg med gratis uddeling af ecstacy og speed eller andre efterspurgte stimulanser i diskoteksmiljøet, som hver anden tilsyneladende gladeligt indtager, uanset hvor mange skræmmekampagner der hældes ud over dem? Brugere af diskoteksstimulanser kan sjældent sammenlignes med de marginaliserede og fysisk udpinte mennesker, som tvinges til at brolægge vejen til graven med en kriminel løbebane for at finansiere deres heroinforbrug. Problemerne er forskellige, og den heroinafhængige er blandt de mest ildestedte mennesker i det moderne samfund, hvorfor vi er nødt til at forsøge utraditionelle veje til at hjælpe dem her og nu.

Hvorfor da ikke springe vanetænkningen over og i det mindste forsøge at gå ad nye veje gennem forsøg med f.eks. lægeordineret narkotika? Selvfølgelig er der også problemer ved denne fremgangsmåde, men de må vejes mod den nuværende situation, hvor hundredvis af mennesker dør om året, og tusinder får deres tilværelse smadret, fordi regeringen er bange for at "sende et signal".

Imens klapper "ansatte" i narko-erhvervene tilfredst i hænderne hele vejen til banken – hvis de altså ikke lige er småpushere, som selv er afhængige, i hvilket tilfælde de næppe kommer i banken, medmindre det er med en pistol i hånden for at finansiere deres forbrug.

Måske det var på tide at revidere denne samvittighedsløse form for erhvervsstøtte?

Af Rune Engelbreth Larsen
formand for Minoritetspartiet

(bragt i Ekstra Bladet, 19.03.02)