EU-POLITIK

For Minoritetspartiet er frihed til forskellighed det centrale politiske omdrejningspunkt, i forhold til hvilket det eksisterende EU-system nødvendigvis må betragtes som en hindring.

Jo større kompetence til EU, desto større centralisering af beslutningsprocesserne og desto mindre individuel frihed og indflydelse på egen tilværelse.

Jo større centralisering af beslutningsprocesserne i EU, desto mere ensretning i love og regler og desto mindre råderum for individuel forskellighed og kulturel mangfoldighed.

EU er om noget kendetegnet af centralisme, ensretning og lukkethed, og alt tyder på, at det ikke bliver mindre karakteriseret heraf fremover.

EU-Kommissionen kan selv vedtage bindende retsbestemmelser, forordninger, afgørelser, beslutninger, direktiver, henstillinger og udtalelser. Disse forelægges gerne forskellige af de mere end et halvt tusinde komiteer i EU, som alle har fortrolig dagsorden, behandler fortrolige lovforslag, udarbejder fortrolige mødereferater og består af en fortrolig deltagerkreds. Lovene i EU skal generelt vedtages i Ministerrådet, hvis forhandlinger imidlertid også er fortrolige.

Det enkelte individs adgang til, endsige indflydelse på beslutningsprocesser i EU, der bestemmer afgørende faktorer i hans eller hendes liv, fortoner sig dermed til det minimale - med deraf følgende overhængende risiko for magtmisbrug, nepotisme og korruption.

EUs "harmonisering", dvs. ensretning, fører ikke blot til en udvanding af nationale og kulturelle forskelle internt i Europa, men desuden til dannelsen af en magtfuld international pression af økonomisk, politisk og kulturel karakter over for fattige lande og andre kulturer, hvis egne værdier og særpræg risikerer at bukke under for de såkaldt vestlige værdier, der er bakket op af hård valuta og globaliserede markedsmekanismer på multinationale selskabers præmisser.

EU kan således ikke fungere som bolværk imod kapitalinteressernes globalisering, kun støtte europæiske multinationale selskabers konkurrence over for amerikanske multinationale selskaber, hvilket hverken gavner den tredje verden eller et nationalt og internationalt forsøg på at begrænse den voldsomme magt, som koncentrationen af kapital på færre og større selskaber i dag udgør.

I forhold til indvandrere og flygtninge er der to konkurrerende, men omtrent lige farlige tendenser i EU, som begge må imødegås: 1) Et stigende populistisk ønske om helt at lukke Europa for verdens fattigdoms- og flygtningeproblem, idet flygtninge og indvandrere gøres til syndebukke for politiske og sociale spændinger under den tiltagende politiske/kulturelle ensretning og sociale marginalisering; 2) dele af erhvervslivets ønske om gennem indvandringen at skaffe billig og underbetalt arbejdskraft til servicesektoren og industrien, hvilket vil fastholde indvandrere i en underprivilegeret underklasse, som allerede i dag er ved at være en realitet i flere europæiske lande.

Som overvågnings- og registreringscentral er EUs beføjelser ualmindelig vidtgående. Det europæiske politisamarbejde, Europols analysedatabaser kan frit registrere oplysninger om alle danskeres personlige forhold, f.eks. familie, arbejde, livsstil, etnisk baggrund, seksualitet, så længe disse oplysninger ud fra en meget upræcis definition anses for at være "nødvendige" for efterforskningen.

Europol-konventionen er ratificeret i kraft af Danmarks tilslutning til Schengen-samarbejdet, som Folketinget besluttede den 30. maj 1997. Ifølge denne kan Danmark ikke længere føre selvstændig asylpolitik: Asylansøgere, som kunne få asyl i Danmark, skal nu automatisk afvises, hvis de forinden er blevet afvist i et andet EU-land med strammere regler.

Desuden indbefatter Schengen-samarbejdet systemet Supplementary Information Request at the National Entries (SIRENE), hvormed et regulært efterretningssamarbejde på tværs af de ellers formelt suveræne nationer får betydelige beføjelser i EU. SIRENE-manualen, der beskriver efterretningssystemet, besluttede Schengen-samarbejdets eksekutivkomit i 1993 at hemmeligholde, "uafhængigt af de nationale regler" herom.

Med Europol-konventionen er EF-Domstolen desuden i højere grad blevet den nationale domstols overordnede retsinstans, hvorved Danmark har afgivet yderligere suverænitet til EU-systemet, som i stigende grad agerer "uafhængigt af de nationale regler". Magtkoncentrationen i EU, hvis beslutningsprocesser baseres på talrige fortrolige og lukkede kanaler, er støt stigende, og Unionen på vej til at blive en ny superstat, med ingen eller meget lidt indflydelse til befolkningerne i det hele taget - ikke mindst i så lille et land som Danmark.

Behandlingen af Østrig, efter at Frihedspartiet med Jrg Haider er kommet i regering, har tydeliggjort EUs udvikling i retning af et overstatsligt magtorgan, der kan opstille betingelser for suveræne staters regeringer, hvilket - uanset at Minoritetspartiet er stærkt imod Frihedspartiets indvandrerfjendtlige standpunkter - tydeliggør de magtintentioner, som de ledende nationer har med EU. At EU samtidig optræder hyklerisk, gør ikke sagen mindre problematisk: Den danske regering med statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen har sluttet markant op om sanktionerne imod Østrig, men gennemfører selv en politik vendt imod indvandrere og flygtninge, som til fulde lever op til Frihedspartiets planer - uden sanktioner fra EU.

Ønsket om at indskrive menneskerettighederne i et traktatgrundlag for EU vil efter vores opfattelse heller ikke "humanisere" EU, men i bedste fald være virkningsløst. Danmark overtræder i forvejen mange menneskerettigheder, uden at det har fået konsekvenser for den førte diskriminationspolitik over for etniske minoriteter, hvorfor vi desværre har megen lidt tiltro til, at oprettelsen af endnu et menneskerettighedsorgan reelt vil gøre nogen nævneværdig gavn. Måske tværtimod, eftersom det blot forstærker den misopfattelse i befolkningerne, at de europæiske lande i særlig grad bekymrer sig om menneskerettighederne, alt imens menneskerettighederne snarere har udviklet sig til at blive et propagandistisk magtinstrument, som legitimerer militær intervention og handelsblokader, der primært er i Vestens interesse.

EU er ikke løsningen på kapitalens globalisering, EU er ikke løsningen på menneskerettighedskrænkelserne, EU er ikke løsningen på diskriminationen mod etniske minoriteter - EU er en del af problemet. I modsætning til den nuværende union vil et europæisk fællesskab, der omfatter hele Europa, og som reduceres til et organ for handels- og ikke mindst miljøsamarbejde samt europæisk diplomati uden magtbeføjelser af politisk og militær art, derimod ikke repræsentere en trussel mod individuelle, kulturelle og regionale særegenheder i det hele taget. Et så bredt og ligeværdigt europæisk samarbejde står imidlertid også EUs eksklusive økonomiske klub i vejen for med skrappe politiske og økonomiske krav til nye ansøgerlande.

Minoritetspartiet vil kæmpe for decentralisering på alle niveauer, så beslutningsprocesserne i videst muligt omfang foregår i mindre enheder, der eliminerer bureaukrati og magtmisbrug. Overstatslige institutioner med EUs lovgivnings- og magtbeføjelser må bekæmpes, idet ethvert internationalt samarbejde, diplomati og handel er bedst tjent med aftaler uden for de eksklusive politiske unioner og organisationer, hvor magt og kapital centraliseres, og bureaukrater og lobbyister regerer.

Minoritetspartiet ønsker, at Danmark gradvis stiller sig uden for Unionen og ansporer andre lande til det samme for at opbygge et åbent, internationalt samarbejde i stedet for EUs karakter af en protektionistisk, økonomisk supermagt. Den internationale udvikling bør således ideelt set gå i retning af reel gensidig respekt for kulturelle, politiske, religiøse og etniske forskelle og søge at tilvejebringe en ligeværdig international økonomi.

APPENDIX: ØMU

Afgørende for et nej til ØMUen er det, at ØMU-fælden smækker, hvis Danmark går ind i samarbejdet. Et ja vil gøre det meget vanskeligt for ikke at sige praktisk umuligt for Danmark atter at melde sig ud af EUs Økonomiske og Monetære Union. En senere dansk udmeldelse vil nemlig ifølge Danmarks justitsminister, Frank Jensen, være afhængig af, om de øvrige lande i euro-samarbejdet vil acceptere denne udmeldelse. I modsat fald skal anmodningen om udmeldelse for EF-domstolen i Strasbourg, og Justitsministeren har gjort det utvetydigt klart, at Danmarks chancer for at vinde en sådan sag er yderst hypotetiske: Vi skal "bruge folkeretten til at begrunde en dansk udtræden, og i så fald skal der være sket væsentlige forandringer i vilkårene, for at vi kan træde ud. Det kunne være en pludselig naturkatastrofe, der forhindrer os i at overholde de nationaløkonomiske betingelser, der er for Danmarks indtræden i samarbejdet" (Information, 9.8.00). Med andre ord: Et ja til ØMUen er reelt uden fortrydelsesret.

Og selv hvis ØMUen på længere sigt virkelig er det fantastiske projekt, som tilhængerne hævder, bliver det ikke mindre relevant at påpege, at det uanset ens holdning hertil i det mindste ville være formålstjenstligt at bevare muligheden for at se projektet an og få et bedre overblik over udviklingen i 10-20 år endnu, før Danmark vælger at pantsætte dele af sin økonomiske frihed på så ufravigelig vis.

For Minoritetspartiet var dette forhold såvel som vor modstand mod enhver yderlige centralisering af magten i Europa - og alle andre steder for den sags skyld - i sig selv mere end tilstrækkelig grund til at stemme nej til ØMUen den 28. september 2000.

Går man ind i en nærmere diskussion af de konkrete aspekter ved ØMUen bliver en fastholdelse af nej'et ikke mindre påkrævet:

ØMUen vil ingen eller kun meget begrænsede umiddelbare konsekvenser få for økonomi, beskæftigelse og velfærd. Ikke blot de såkaldte økonomiske vismænd afviser, at den vil få mærkbare konsekvenser, uanset om Danmark stemmer ja eller nej til ØMUen; flere af verdens største banker fastslår ifølge Jyllands-Posten den 19.8.00, at afstemningsresultatet kun har marginal betydning. ØMUen har altså sidst af alt væsentlige økonomiske konsekvenser - først og fremmest er den et politisk projekt for at fremme integrationsprocessen i EU og forstærke unionsudviklingen, der på længere sigt betyder en fortsættelse af europæisk ensretning og en yderligere centralisering af EUs politiske og økonomiske magt.

Den Europæiske Centralbank i Frankfurt bliver med dansk tilslutning til ØMUen en afgørende instans i forhold til den økonomiske politik og vil derfor vanskeliggøre en selvstændig politik på området herhjemme. Centralbanken kan modarbejde offentlige udgifter i de enkelte medlemslande ved suverænt at sætte renten op og dermed reelt diktere en fælles politik uden hensyn til selvstændige nationale og regionale politiske og økonomiske valg. Centralbanken er ikke politisk ansvarlig, ligesom dens ledelse er uafhængig af de enkelte regeringer og parlamenter, og der er heller ingen offentlig indsigt i Centralbankens beslutninger. Der er altså tale om en videreførelse af det karakteristiske princip om lukkethed og fortrolighed, som kendetegner EU i øvrigt.

ØMUen vil naturligvis lette forholdene for den tunge ende af europæisk erhvervsliv, valutahandel og finansvirksomhed i det hele taget, ligesom der vil være visse valutabesparelser for import- og eksportvirksomheder. Af samme grunde har ØMUen også været iscenesat af de største europæiske koncerner i den multinationale industri siden slutningen af 1980erne. Men for beskæftigelsen og samfundsforholdene i øvrigt, er enhver gavn hypotetisk og ikke uden risici, hvorfor forholdet til ØMUen grundlæggende er et spørgsmål om, hvorvidt vi skal følge storkapitalens ønsker om mere union på storkapitalens præmisser eller ej.

I stedet for at intensivere unionsudviklingen i Europa vil Minoritetspartiet gå i den modsatte retning. Danmark skal arbejde for et internationalt samarbejde, som ikke er hæmmet af økonomiske, politiske og militære supermagters egeninteresser. Flertallet imod ØMUen ved den danske folkeafstemning den 28. september 2000 bør derfor være en endegyldig cementering af Danmarks øvrige forbehold over for Maastricht-aftalen samt begyndelsen på en yderligere frigørelsesproces fra EU's centralisering.

Nejet til ØMUen har sendt et afgørende og positivt internationalt signal om, at der trods alt er grænser for EUs assimilationsproces og den generelle tendens til at underlægge sig den politiske centralisering og de globaliserede, økonomiske markedsmekanismer. Markedsmekanismer, som især de fattige lande uden for EU af gode grunde anser som værende helt underlagt vestlige økonomiske interesser, hvad enten der står dollars eller euro på pengesedlen. Nejet til ØMUen kan måske inspirere kræfter i øvrige EU-lande til en revideret opfattelse af, hvor unionen bevæger sig hen, og vil måske på lang sigt kunne medvirke til at igangsætte en proces i retning af internationale relationer mellem ligeværdige lande i stedet for mellem supermagter på den ene side, og betydningsløse, fattige lande på den anden.